Digitaliseringsforløb skal vende dyster prognose

Konkurrencen fra internethandlen er hård ved den lokale detailhandel, og en dyster prognose estimerer en omsætningstilbagegang i den fysiske handel på 2-4 % årligt. Et lokalt digitaliseringsforløb målrettet detailvirksomheder skal vende udfordringer til fordele og styrke de digitale kompetencer. Forløbet gør allerede en forskel ude hos virksomhederne – blandt andet hos Michaels el-service i Sakskøbing.  

På Søndergade i Sakskøbing har der været drevet el-virksomhed i mange år. I dag står der Michaels el-service på det gule murstenshus, og de beskriver sig selv som en traditionel elinstallatør med butik. Tankegangen i den lille virksomhed med 8 ansatte er dog alt andet end traditionel.

-Vi har en klar ambition om at blive mere selvkørende i forhold til vores digitale salgsindsats. Alle statistikker viser, at en stærk digital tilstedeværelse er helt afgørende, hvis man vil overleve på sigt og styrke forretningen. Og de vilkår kan vi kun nikke genkendende til, fortæller Gitte Johansen (foto) fra Michaels el-service.  

For Michaels el-service er formålet dog ikke at nedprioritere butikken i Søndergade, det handler i højere grad om at tilegne sig kompetencer på det digitale områder, der kan skabe synergi mellem den digitale indsats og den fysiske butik.

-Vi vil gerne have flere folk ind i butikken, og der spiller en velfungerende webshop en central rolle. I dag starter købsrejsen jo sjældent nede i butikken – kunden orienterer sig online, inden de tager en beslutning eller søger ned for at få vejledning og se produkterne ved selvsyn. Ambitionen er bestemt, at vores fysiske forretning skal fortsætte – men det kræver, at vi tænker i digitale baner.

Et utal af forretningsmuligheder

Michaels el-service er 1 ud 12 lokale detailvirksomheder, der i øjeblikket deltager på det nye uddannelsesforløb, der udbydes igen i foråret 2020. Forløbet stiller kort sagt skarpt på, hvordan online markedsføring kan øge omsætningen i webshop såvel som i den fysiske butik. 

-Der er utallige forretningsmuligheder på det digitale marked. 90% af websalget sendes ud af landsdelen, og mange lokale erhvervsdrivende eksporterer allerede via internethandel. Men vi skal have flere med, hvis vores lokale detailhandel for alvor skal drives fremad, forklarer Thomas Rasmussen, forretningschef for Handel & Oplevelser i Business Lolland-Falster.

Forløbet bliver skræddersyet efter den enkelte butiks udfordringer, behov og ambitioner. Forløbet består af én-til-én-sparringsmøder, der afholdes hos den respektive virksomhed samt netværksmøder og seminarer, der afholdes i samarbejde med blandt andet CELF.

-CELF er øernes uddannelsesinstitution, og det er oplagt at forene kræfter med Business Lolland-Falster med henblik på at løfte detailhandlen, som har en enorm betydning for lokalmiljøet. Jeg underviser selv på forløbet, og vi gør meget ud af, at virksomhederne får en plan målrettet netop deres udfordringer om ambitionsniveau, og ikke mindst værktøjer til at eksekverer den efterfølgende, påpeger specialkonsulent fra CELF, Lars Hammershøj.

Netværk og gensidig inspiration

For Gitte Johansen og Michaels el-service er det dog ikke kun forløbets konkrete indhold, hun tager med hjem. Samspillet med de andre detailvirksomheder giver også stof til eftertanke.

-Jeg kan kun anbefale forløbet til andre detailvirksomheder. Man får en skræddersyet plan og konkrete værktøjer, der stemmer overens med de udfordringer og tanker, vi tumler med til dagligt. Derudover får man en godt netværk med de andre deltagere. Vi kan inspirere og lære af hinanden, påpeger Gitte Johansen.

Lars Hammershøj ser også deltagernes indbyrdes forskellighed som positivt supplement i forløbet.

-Nogle af virksomhederne er langt fremme og har investeret mange ressourcer – og de vil gerne øge indsatsen yderligere. Der er en mellemgruppe, som er lidt i gang, og så er der et par enkelte, som er skeptiske, men erkender behovet. Det kommer der nogle interessante dynamikker ud af – og det understreger også, at forløbet favner bredt og har et individuelt fokus.

Indstillet på omstilling

For Thomas Rasmussen er digital omstilling ikke noget, de lokale forretningsdrivende bør se som et tilvalg – det er krav for at kunne overleve og udvikle forretningen.  

-En lokal detailbutik bør ikke spørge sig selv, om den skal deltage. Den bør hellere spørge, om den har råd til at lade være med deltage, og fortsætter.

-Uddannelsesforløbet er et tilbud, der sigter på fremtiden. Som virksomhed kan der opnås store besparelser, en højere effektivitet og en bedre indtjening, men det kræver naturligvis, at man investerer sin tid i at deltage og er indstillet på omstilling, afrunder Thomas Rasmussen.


Om Digital Ledelseskultur

Digital Ledelseskultur tilbyder skræddersyede forløb, som tager udgangspunkt i virksomhedens egne konkrete problemstillinger, behov og ambitioner. I samarbejde med Business Lolland-Falster og CELF tilbydes et særligt tilrettelagt forløb til detailhandelen på Lolland-Falster.

Forløbet består af 1:1-sparring hos den respektive virksomhed, netværksmøder og seminarer. Sparringsmøderne finder sted i virksomheden, mens alle seminarer og møder afholdes i lokaler hos CELF. Konsulenterne kommer fra Roskilde Handelsskole og CELF.

Digital Ledelseskultur er et EU-støttet projekt med partnere over hele Danmark, bl.a. DI Handel, Dansk Erhverv og SMV Danmark.

For yderligere oplysninger, kontakt Thomas Rasmussen på tr@businesslf.dk.


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.