Eksperimentet i Sakskøbing

Popup-forretning som prøveballon: Vil byen have en bager? Svaret tegner godt for brødelskere.

Andreas Folmer Jensen og hans kompagnon Matilde Rimer har været deltagere i et anderledes fødevare-eksperiment hen over sommeren. Det kunne være foregået hvilket som helst sted i Danmark, men det fandt sted i Sakskøbing, eftersom initiativet kom fra Hotel Saxkjøbing.

Succes fra første dag

“Vi oplevede en utrolig opbakning allerede fra første dag, og det har været en virkelig god oplevelse”, siger Andreas Folmer Jensen om “Bageriet i Saxkjøbing”, som han og Matilde Rimer i løbet af bare knap to sommer-måneder fik banket op fra nul til at være et veritabelt tilløbsstykke i byen. 

Initiativtageren til eksperimentet i Sakskøbing er indehaver af Hotel Saxkjøbing, Claus Meyer. Også han er begejstret:

“Andreas og Matilde har bevist, at frisk brød fra en lokal bager faktisk har været noget, en stor del af byens borgere har savnet”, siger Claus Meyer, og Andreas supplerer: “Efterspørgslen har ovenikøbet været så stor, at bagerforretningen har kunnet løbe rundt og levere overskud.” 

Næste skridt

Nu er eksperimentet slut. Bageriet blev 1. juli etableret som en såkaldt popup-forretning i Sakskøbing Madskoles lokaler i byens madhus og lukkede igen den 21. august. Og hvad skal der så ske nu? For Matilde og Andreas er sagen klar. 

Andreas, der kom til Sakskøbing efter et gastronomi- og bageforløb på Suhrs Højskole i København, har som popup-bager i Sakskøbing fået erfaring og mod på at etablere sit eget mikrobageri i hjembyen Vejle. Og Matilde, der stammer fra Sakskøbing og er udlært konditor, fortsætter i fødevarernes tjeneste med en uddannelse som fødevareteknolog på Sjællands Erhvervsakademi.

Vigtige erfaringer for alle

“Det er jo fantastisk, at vi har kunnet hjælpe hinanden videre på den måde”, siger Claus Meyer. Matilde og Andreas har fået erfaring og indsigt i iværksætteri, forretningsdrift og professionel bageridrift, bla. via praktikker på Meyers bagerier i Hovedstaden, og til gengæld har de givet hotellet og byen en sommer med frisk brød. 

“De har desuden leveret beviset på, at der er plads og lyst til en god bager i byen. Vi er alle blevet en positiv oplevelse og brugbare erfaringer rigere”, siger hotelindehaveren.

Hvem bliver byens bager?

Hotel Saxkjøbing har længe barslet med tankerne om at etablere eller deltage i etableringen af et bageri i byen, evt. med borgerne som medlemmer eller medejere. Matildes og Andreas’ popup-succes har nu omsat tankerne til konkrete ambitioner. 

“De gæster, der kommer til Hotel Saxkjøbing sætter pris på det gode måltid baseret på lokale råvarer og produkter, og nu ved vi, at også lysten til det gode hjemmebagte brød i den grad er til stede i byen, siger Claus Meyer.

Samskabelse når det er bedst

Hotel Saxkjøbing har stillet rammer og faglige ressourcer til rådighed for popup-bageriet, og Visit Lolland-Falster har skaffet finansiering til indkøb af en del af det køkkenværktøj, en god håndværksbager har brug for. Midlerne til indkøb er bevilget fra den statslige Erhvervsfremmebestyrelsen via projektet Danske Maddestinationer.

“Eksperimentet i Sakskøbing er et rigtig godt eksempel på samskabelse, når det er allerbedst”, siger Lindy Kjøller, Udviklingschef i Visit Lolland-Falster. “Lolland-Falster er et fødevaremæssigt skatkammer, og hvis ildsjælene er til stede, leverer vi meget gerne det ekstra, der mangler for at sætte gang i nye lokale succeser”.

 


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.