Eksperter i bio-økonomi til konference

Forskere og projektledere fra hele landet mødes for at sætte fokus på nye og banebrydende teknologier og metoder, der kan omsætte biologiske restprodukter til energi, foder og produktionsmaterialer.

På konferencen bliver der oplæg fra en lang række eksperter både fra videnskaben og fra iværksættere og virksomheder, der er i gang med udvikling eller som allerede er på markedet med nye spændende produkter baseret på biomasse.

Stribevis af eksempler
Eksempelvis bliver der oplæg om plastvirksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S fra Mariager, der vandt DI Aalborgs initiativpris 2015, fordi de forarbejder genbrugsplast til re-generat for videresalg. Der bliver også oplæg om et udviklingsprojekt med algeproduktion til vandlopper, der skal bruges til levende fiskefoder.

Der bliver også mulighed for at høre om udviklingen af en biologisk nedbrydelig flaske fremstillet af fibermateriale, som er under udvikling i et samarbejde mellem virksomheden ecoXpac og Carlsberg bryggerierne.

Iværksætteren bag virksomheden Box Straw kommer og fortæller om sine strøelsesprodukter af halm, og fra Djursland kommer en projektpræsentation om at anvende ålegræs som isoleringsmateriale. Der bliver også oplæg om biogas til færger på Samsø og om, hvordan man får flåder til at skifte til gas samt meget meget mere.

Organisationer stiller op
Derudover bliver der en markedsplads, hvor man kan møde relevante aktører med viden om f.eks. finansiering, investorer og faglige netværk. F.eks. kan man møde Teknologisk Institut, DTU, RUC, SDU, Danske Halmleverandører, Box-straw, ecoXpac, Multi Fuel, Biogas 2020, INBIOM, Horizon 2020, Innobooster, Copenhagen Capacity og Capnova.

Konferencen afholdes af Guldborgsund Kommune, Business Lolland-Falster, CELF og DLS og finder sted onsdag den 3. februar 2016 kl. 9 til 17 på erhvervsuddannelsescentret CELF i Nykøbing Falster. Konferencen afholdes i fire forskellige spor: 1) Behandlingscentral, 2) Protein og saponin, 3) Produkter og råvarer, 4) Biogas til transport. Det er tanken, at der skal komme konkrete udviklingsideer ud af konferencen.

Landsdel med bio-styrker
“Det er oplagt at samle landets bio-økonomi eksperter på Lolland-Falster, fordi landsdelen har særligt gode vilkår i forhold til udviklingen inden for bio-økonomi. Blandt andet i kraft af et stort overskud af biomasse fra landbrugsproduktionen af hvede og roer, hvor halm og roetoppe kan udnyttes til f.eks. udvinding af proteiner eller bestanddele til rengøringsmidler eller produktion af biologisk nedbrydeligt emballage eller biobaserede byggematerialer”, fortæller Anne Holl Hansen, klima- og energikoordinator i Guldborgsund Kommune.

Bio-økonomi handler ikke blot om en mere bæredygtig produktion, men rummer også store økonomiske perspektiver for forretningsudvikling. F.eks. er saponin et stof med global efterspørgsel, som primært produceres i Chile og i Kina med store miljøomkostninger til følge.

Kontakt:

  • Anne Holl Hansen, Klima- og Energikoordinator Guldborgsund Kommune.
    E-mail: ahh@guldborgsund.dk
    Mobil: +45 25181830
  • Claus Madelung, Forretningsudvikler, Business Lolland-Falster
    E-mail: cm@businesslf.dk
    Mobil: +45 29668718

Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.