Forårets vigtigste strækning

Af Mikkel Wesselhoff, adm.dir. Business Lolland-Falster 

I disse uger og måneder skal transportminister Benny Engelbrecht og Folketingets trafikordførere træffe en afgørende beslutning om en vejstrækning, der er halvt så lang som Femern Bælt tunnelen og koster under en hundrededel af Femern-byggeriet. 

Det lyder som et af de mindre transportprojekter, men det har kæmpe betydning. Både for Danmarks sammenhængskraft, for antallet af ulykker og dræbte i trafikken samt for erhvervslivets vækstmuligheder, i særdeleshed erhvervslivet på Lolland-Falster. 

Det handler selvfølgelig om den alt for spinkle trafikforbindelse mellem Sydmotorvejen og Nykøbing Falster. Flere af Folketingets transportordførere, Venstres Kristian Pihl Lorentzen, SF’s Anne Valentina Berthelsen og Socialdemokratiets Thomas Jensen, har vist stor imødekommenhed og besøgt strækningen på E55 sammen med Guldborgsund Kommunes borgmester John Brædder, hvor de har kunnet konstatere, at der i allerhøjeste grad er trafik.

Trafikken er der, fordi vores landsdel har både veldrevne virksomheder, kvalificeret arbejdskraft og turismekvaliteter, der skaber pendlerstrømme, erhvervskørsel og turismebaseret “gæstetrafik”. De godt 9 kilometer vejstrækning er allerede nu tæt på at ramme kapacitetsloftet, og transportministeren har da også forsikret, at selv efter en ny regnemodel i Transportministeriet fremstår en udbygning af strækningen som en fornuftig samfundsøkonomisk investering. 

De der bor i landsdelen og som har læst om – eller set – nogle af de mange ulykker og dødsulykker, som strækningen har på samvittigheden, behøver ikke så mange andre argumenter for en ny og bedre løsning. De politikere og andre gode borgere, som ønsker et Danmark i balance kan også se, at den nuværende løsning er en trafikal åreknude eller måske endda begyndende blodprop, som hæmmer den mobilitet, der kan være afgørende for, om en virksomhed tænker i udvikling eller i overlevelse. 

Vi taler meget om Femern Bælt-forbindelsen, og vi har også al mulig grund til at takke transportministeren og flere af hans forgængere samt en lang række transportordførere for, at vi nu endelig ser projektet blive realiseret. Men en i Femern-sammenhæng nærmest mikroskopisk transportudfordring ud for Lolland-Falsters største by må ikke være det, der forhindrer landsdelen i at forløse sit fulde potentiale og blive fuldt indlemmet i den danske infrastruktur.


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.