God smag er et fælles anliggende

Den gode lokale smagsoplevelse bygger på kvalitet og ambition – og sammenhængskraft

Næste gang, du besøger et spisested, som fortæller, at de serverer mad og drikke leveret fra producenter i deres lokalområde, så er der typisk også en anden fortælling, som er lidt mere personlig, og som du næppe bliver fortalt. Den handler ikke så meget om kvalitet, smag og bæredygtighed, men om mennesker.

Afhængighed

Som et eksempel fra Lolland-Falster viser, rummer de lokale fødevareklynger ofte mere end blot fælles høje ambitioner i forhold til service og kvalitet. Bag de friske råvarer, de bæredygtige produkter og den elegante tilberedning gemmer sig den måske vigtigste ingrediens: fællesskab og sammenhængskraft.

“Vi er afhængige af hinanden. Vi bygger vores succes på alt det gode, lokalområdet kan byde på til maven og ganen. Og det kræver, at vi har stærke og tillidsfulde lokale relationer.” Sådan siger Julie Færch, Wine and beverage manager for Falsters Kyst, der driver traktørstedet Pomle Nakke samt bageri, spisested og udskænkning på Hesnæs havn på Falster.

Et kollegialt skub

20 km. sydpå ad landevejen står Martin Iversen, ejer og brygmester i FALSTER Destilleri & Bryghus, og smager til. Han er grunden til, at Julie kan servere lokalt brygget øl til sine gæster, men omvendt er Julie også en vigtig årsag til, at Martin har udvidet sin virksomhed og fået succes med det. 

“Jeg har i en årrække haft stigende succes med min gin, whisky og andet spiritus, og jeg har også haft en mindre ølproduktion ved siden af, som jeg faktisk havde opgivet at udvikle yderligere på. Så kom Julie forbi og spurgte, hvorfor jeg ikke havde nogle flere øl at vælge imellem, for hun havde brug for at kunne tilbyde sine kunder en bred variation af lokalt brygget øl”, fortæller Martin Iversen.

Ølpremiere på folkemøde

Den korte version af historien er, at med Julies mellemkomst fik Martin kontakt til Møn Bryghus, der kunne tilbyde den ekstra brygkapacitet og faglige sparring, som Martin havde brug for. 

“Nu har jeg firedoblet ølbrygningen, hvilket jeg kan takke Julie for og min nye samarbejdspartner på Møn”, siger Martin Iversen. “Det er helt vildt det her. Der er byrder, der tages fra mig, og et kært barn vokser sig stærkt”, siger Martin der har premiere på sin nye øl-serie på dette års Madens Folkemøde på Lolland den 23.-24. september.

Alle taler om det

“Det hele hænger jo sammen”, lyder det fra Thomas Rasmussen. Han er forretningschef i Business Lolland-Falster, som hjælper virksomheder på Lolland-Falster med sparring og rådgivning i næsten alle forhold fra etablering/start-up til salg/generationsskifte.

“Den lokale sammenhængskraft er et af de forhold, som næsten alle virksomhedsejere fortæller om, når de henvender sig. Især folk der flytter hertil fx. fra Hovedstaden for at etablere en virksomhed. De bliver ofte meget positivt overraskede over det lokale netværk, de hurtigt bliver en del af”, siger Thomas Rasmussen.

Som et fodboldhold

Julie Færch driver Falsters Kyst sammen med sin mand Christoffer, og de er netop nogle af dem der flyttet fra København til Lolland-Falster. “Vi ser et enormt potentiale i lokalområdet omkring os, og når man giver noget ud, får man også noget tilbage. Vi spiller hinanden gode”, siger hun.

“Ja, måske er det faktisk ligesom et fodboldhold”, siger Thomas Rasmussen fra Business Lolland-Falster, som i øvrigt også selv har spillet en bold til Martin Iversen og FALSTER Destilleri & Bryghus. Nemlig en opfordring om at etablere webshop sammen med et tilbud om at lære hvordan.

Den usynlige ingrediens

“Sagen er jo, at når folk har været på besøg og smagt på de gode lokale sager, så skal de jo også kunne købe det, når de kommer hjem til Århus, København eller Slagelse”, siger Thomas Rasmussen fra Business Lolland-Falster, der flere gange årligt har webshop-workshops på menuen til de lokale erhvervsdrivende.

Historien om Julie, Martin, Thomas og brygmesteren fra Møn er nok ikke den historie, tjeneren, bartenderen, kokken eller butiksekspedienten først fortæller kunderne. For dem er sammenhængskraften bare en del af lokalområdet. Men uden den ville kundens oplevelse næppe

Foto: Martin Iversen fra FALSTER Destilleri & Bryghus og Thomas Rasmussen fra Business Lolland-Falster på besøg hos Julie Færch på traktørstedet Pomle Nakke på Falster.


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.