Infrastrukturplan – Alle vil bevare tunnelfabrikken

Et enkelt punkt i Folketingets infrastrukturplan peger langt ind fremtiden for Lolland-Falster, lyder det fra erhvervsudviklingsorganisationen Business Lolland-Falster. 

“På erhvervslivets vegne kunne man have ønsket sig en mere ambitiøs løsning for forbindelsen mellem Sydmotorvejen og Nykøbing Falster. Man kunne også have ønsket, at aftalens punkter omkring opgraderingen af Rute 9 og forbindelsen mod Fyn have indeholdt nogle lidt større skridt end en omfartsvej og en strømforholdsanalyse, uagtet at analysen trods alt er et vigtigt skridt mod en fremskudt færgehavn. Men vi kan i høj grad glæde os over, at alle partier i Folketinget med den nye infrastrukturaftale nu gør det helt klart, at de ønsker en permanent tunnelelementfabrik i Rødbyhavn”, siger direktør Mikkel Wesselhoff.

Udviklingsmotor efter Femern

“Det er utrolig vigtigt, at det nu bliver slået helt fast, at alle partier i Folketinget vil det her, for tunnelfabrikken kan blive en yderst vigtig motor i erhvervsudviklingen på Lolland-Falster i den fremtid, vi skal bygge, når Femern Bælt-byggeriet er slut. Og dernæst er det også en sejr for bæredygtig tænkning, at partierne nu slår fast, at selvfølgelig skal man ikke rive en kæmpe fabrik ned blot efter ti års drift, siger Mikkel Wesselhoff. 

Nyt perspektiv

En meget stor del af de arbejdspladser, der bliver skabt af Femern Bælt-byggeriet, udspringer af tunnelelementfabrikken, og når fabrikken gøres permanent, skaber det et andet perspektiv for den lokale erhvervsudvikling, mener direktøren.

“Det er for tidligt at sige, hvordan den enkelte lokale virksomhed kan bruge denne oplysning, men jeg synes det er oplagt, at en permanent tunnelelementfabrik på Lolland-Falster af enorme dimensioner har en langt stærkere effekt end et midlertidigt produktionsanlæg, der blot skal stå i ti år. Politikerne har længe talt om at gøre fabrikken permanent, men nu har et samlet folketing slået det fast i en fælles aftale. Det kan man godt glæde sig over”, siger Mikkel Wesselhoff.


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.