Knuthenborg Safaripark vinder Lolland-Falsters Erhvervspris 2021

En imponerede udvikling og evnen til at sætte Lolland-Falster på Danmarkskortet udløser årets erhvervspris.

Knuthenborg Safaripark modtog torsdag aften årets erhvervspris på Lolland-Falster. Direktør og ejer Christoffer Knuth takkede ydmygt for prisen og bad publikum om at give Knuthenborgs mange dedikerede ansatte en klapsalve for deres store indsats for virksomheden.

Innovation og investering

Årets vinder har både innoveret og investeret, hedder det i motiveringen, med henvisning til Knuthenborgs nye tiltag i forhold til bl.a. overnatning for safariparkens gæster og udvikling af nye dyreanlæg.

“Vi er vanvittigt taknemmelige og lykkelige for at modtage prisen. Det der virkelig betyder noget for os, det er at mærke, at der her lokalt bliver sat pris på det, vi laver. At få den her pris er det ypperste for os. Det er sagt fra hjertet.”, lyder det fra Christoffer Knuth.

Lolland-Falsters Erhvervspris 2021 uddeles i et samarbejde mellem erhvervsorganisationen Business Lolland-Falster, Nordea, Revisionsselskabet Aage Maagensen og Folketidende Gruppen.

“Vi havde et meget stærkt felt af nominerede virksomheder, og de kunne i princippet alle have vundet prisen, men Knuthenborg er altså svær at slå. De har i den grad markeret sig på alle fronter, og de bidrager i høj grad til at placere vores landsdel i danskernes bevidsthed”, siger adm. dir. i Business Lolland-Falster, Mikkel Wesselhoff.

Iværksætterpris til app-udvikler

Prisuddelingen den 28. oktober 2021 er den 38. i erhvervsprisens historie. I de senere år er der også blevet uddelt af en iværksætterpris. Modtageren af denne pris blev i år virksomheden Zeeker, som har udviklet en app-baseret rekrutteringsplatform. På blot to år har virksomheden skabt nye og bedre måder at matche lærlinge og ansatte med lærepladser og arbejdspladser.

“Vi har bevist en masse lokalt, og nu skal vi videre ud i landet”, lød det fra Zeekers to stiftere, da de modtog prisen.

God tid for Lolland-Falster

“Det er altid en god oplevelse at være med til at uddele priser til Lolland-Falsters talentfulde virksomheder”, siger Morten Egon Jørgensen, der erhvervskundedirektør i Nordea, som har været med til at uddele prisen de seneste tre år. “Og det er en særlig stor glæde et år som i år, hvor vi kan se, at der i den grad er en positiv erhvervsudvikling i gang på Lolland-Falster”, siger han.

De øvrige nominerede

Flere andre Lolland-Falster virksomheder fik dog hæder mandag aften. Således blev også de fem øvrige nominerede til erhvervsprisen fremhævet:

  • Bohus A/S. En bygge- og anlægsvirksomhed, der primært leverer hoved- og totalentrepriser på de opgaver, virksomheden løser. Det seneste regnskab viser en resultatvækst tæt på 100%, og en stigning i nettoomsætningen på 60%.
  • DLF Beet Seed (tidl. MariboHilleshög). En virksomhed mere end 100 års erfaring med produktion og forædling af roefrø. Fra hovedkvarteret og produktionsanlægget i Holeby på Lolland leverer virksomheden roefrø til hele verden. Virksomheden har 340 ansatte, heraf 150 i Holeby.
  • Guldbosund ApS. En multifunktionel virksomhed, der driver 50 friplejeboliger, 10 rehabiliteringspladser, et kursus- og konferencecenter, et fitnesscenter samt en restaurant. Virksomheden var i 2019 nomineret til iværksætterprisen.
  • Karl Mertz A/S. En virksomhed med intet mindre end 101 år på bagen, der handler med og servicerer landbrugsmaskiner. Med fem kontorer i Østdanmark er virksomheden repræsenteret på Lolland-Falster og op til Midtsjælland.
  • Nordic Sugar. Koncernen bag sukkerfabrikkerne i Nakskov og Nykøbing F. i alt cirka 370 ansatte har en stor andel i, at Lolland-Falster om få år bliver koblet på det landsdækkende gasnet. Om få år ventes virksomheden således at skifte fra kulbaseret energi til biogas-drift.

Lolland-Falsters Erhvervspris overrækkes til en virksomhed, der har udmærket sig i landsdelen dels ved at skabe varig værdi for landsdelen gennem omsætning og indtjening, dels ved at fokusere på bæredygtighed og den grønne omstilling.

Prisfesten blev aflyst i 2020 pga. Coronanedlukningen. Den seneste vinder er erhvervsprisen er Metalcolour. Blandt tidligere vindere tæller også bl.a. PriceRunner, Ortofon, HARDI International og Sax-Trans.

 


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.