Lokal eksportvirksomhed bygger nyt i Maribo Erhvervspark

S.E.W. North Filtration A/S er blevet for store til virksomhedens nuværende fabrik i det tidligere Maribo Bryghus. Til næste år flytter ledelsen og de 37 medarbejdere ind i knap 8000 topmoderne kvadratmeter i Erhvervsparken ved afkørsel 48. Den nye fabrik er en vigtig brik i virksomhedens ambition om at blive blandt de mest innovative på verdensplan.

Filterproducenten S.E.W North Filtration skal snart have fat i de helt store flyttekasser. Gazellevirksomheden har netop skrevet endeligt under på det, der bliver næste store skridt på vækstrejsen – en spritny fabrik beliggende i Maribo Erhvervspark. Og det til trods for en krise, der har ramt store dele af erhvervslivet.

-Vi eksporterer mere end 90 % af vores produktion, og vi er også berørt af krisen, men det skræmmer os ikke. Vi har en langsigtet strategi og en klar vision. Hvis virksomheden skal være konkurrencedygtig i fremtiden, så skal vi have optimale rammer og den rigtige beliggenhed. Og det får vi i Maribo Erhvervspark, fortæller direktør og medejer Jacob Jacobsen.

Lige i smørhullet

For Jacob Jacobsen og partner Lars Pedersen er det i høj grad erhvervsparkens strategiske placering og de kommende infrastrukturprojekter, der gjorde udslaget.

-Vi kommer til at ligge lige i smørhullet i forhold til transport af vores produkter. Vi digitaliserer blandt andet vores forsendelsesprocedure og kommer til at have åbnet 24 timer i døgnet for afhentning – det nedbringer vores udgifter til fragt. Og det sideløbende med, at vi fastholder vores position som den virksomhed med de korteste leveringstider. Det kan vi kun opnå med større kapacitet, og det kræver mere plads og flere maskiner, påpeger Jacob Jacobsen og fortsætter.

-Der er ingen tvivl om, at konkurrencen skærpes globalt. Vores vision er at være blandt de fem bedste i verden. Ikke de største, men de mest innovative på udvikling, automatisering og digitalisering. Den vision er vi overbeviste om trives bedst på Lolland-Falster med erhvervsparken som centrum.

Borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen, glæder sig over virksomhedens beslutning om at blive i lokalområdet.

-Jeg er glad for, at byrådets valg om at investere i erhvervsparken nu resulterer i endnu en stor underskrift. At det så er en af de lokale virksomheder, der fortsat kan se fordelene i landsdelen og nu Maribo Erhvervspark, sætter en tyk streg under de gode rammevilkår og vækstperspektiverne.        

Oplever øget interesse

I Business Lolland-Falster, der har fungeret som bindeled mellem Lolland Kommune og S.E.W. North Filtration, glæder man sig over endnu en etablering i Maribo Erhvervspark. Underskriften kommer i kølvandet på en særledes travl periode med stor interesse fra udefrakommende virksomheder.

-Vi oplever, at rekord mange virksomheder retter henvendelse for at høre mere om mulighederne i landsdelen. Danmarks største benzinkæde OK a.m.b.a. investerer 12 mio. kr. i et nyt tankanlæg ude i erhvervsparken, og nu følger endnu en stor underskrift trop. Vi glæder os over, at de lokale virksomheder også går forrest og investerer langsigtet, slutter forretningschef i Business Lolland-Falster Mads Stærk.

S.E.W. North Filtration regner med at starte produktionen i den nye fabrik i maj/juni 2021.

 


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.