Lokal iværksætter vil revolutionere andelsboligmarkedet

Der er rift om andelsboligerne i Danmark – både i hovedstadsområdet og uden for storbyerne. Den massive efterspørgsel har efterladt et vildnis af ventelister, der gør processen tung og besværlig at navigere i. En lokal serieiværksætter har sat sig for at samle ventelisterne i én løsning og gøre det let at administrere de kilometerlange lister, og let for køber at holde styr på boligsøgningen.

De danske andelsboliger bliver afsat langt hurtigere i dag end for blot et par år siden. Det er ikke kun i hovedstadsområdet, at boligformen er populær – i landkommunerne er liggetiden på en andelsbolig på bare tre år faldet med mere end 32 %. Og nogle ejendomsmæglere efterlyser ligefrem boliger.

En naturlig konsekvens af den høje efterspørgsel er ventelister. Traditionelt håndterer andelsboligforeningerne selv deres ventelister, på hver deres måde, og det indebærer en række udfordringer. Det ville serieiværksætter Morten Pyndt Dalgaard (foto) og hans partner og CEO i Waitly, Tim Lykke Myhrvold, gøre noget ved – og det har de gjort med den digitale løsning Waitly. Morten Pyndt Dalgaard er medejer og varetager den tekniske udvikling fra kontoret i iværksættermiljøet på Slotsbryggen i Nykøbing F.

-Vi begyndte at udvikle konceptet tilbage i 2018. Tim var formand i en andelsforening og så med egne øjne, hvor tungt det er at administrere listerne og leve op til gældende lovgivning. Ofte sidder foreningerne også og fakturerer manuelt – alt i alt var det enormt tidskrævende. Vi har nu udviklet en løsning, der letter processen på begge sider af andelsboligmarkedet. Det er lidt af en revolution, fortæller Morten Pyndt Dalgaard energisk.

Konkret håndterer Waitly alle faser i administrationen af ventelister og potentielle købere får samlet deres boligsøgning ét sted.  

Vækst på rekordtid

Waitly har på rekordtid udviklet sig til Danmarks største hub for andelsboligsøgning og håndtering af ventelister.

-Vi er overraskede over, hvor hurtigt konceptet har udviklet sig. På nuværende tidspunkt har vi omkring 10.000 opskrivninger fordelt på 80 lister, og interessen fra andelsboligforeningerne er stor.

Senest har Morten og hans partner indgået en aftale med Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF). Organisationen repræsenterer over 100.000 andelsboliger fordelt på 5.000 foreninger.

-For os er det en enorm vigtig aftale. Det blåstempler løsningens kvaliteter og relevans på andelsboligområdet. Det er lidt af en milepæl for Waitly, og vi glæder os til at udnytte det momentum og se, hvad fremtiden bringer, understreger Morten Pyndt Dalgaard.

Lokal sparring gjorde en forskel

Waitly’s udviklingsafdeling sidder til dagligt i iværksættermiljøet på Slotsbryggen i Nykøbing F. Den korte fysiske afstand mellem ligesindede iværksættere og den korte vej til Business Lolland-Falsters forretningsudviklere har gjort en forskel på rejsen med Waitly.

-Som iværksætter på Lolland-Falster er der rig mulighed for at få ekspertsparring og blive en del af et miljø, der gør en forskel – både socialt og arbejdsmæssigt. Vi er glade for at have kontor i Business Lolland-Falsters iværksættermiljø på Slotsbryggen, og vi har brugt organisationens kompetencer og iværksættertilbud af flere omgange, fortæller Morten Pyndt Dalgaard.

Business Lolland-Falster har blandt andet hjulpet makkerparret med sparring omkring finansiering og generel forretningsudvikling.

-En del af vores tilbud er sparring til lokale iværksættere. Waitly har et kæmpe potentiale, og det klare samfundsnyttige perspektiv gør produktet endnu mere interessant. Vi er utrolig glade for at gøre en forskel for de lokale erhvervsdrivende og hjælpe Waitly videre på rejsen. Det er blandt andet det, vi er sat i verden for, slutter forretningschef for iværksætterindsatsen i Business Lolland-Falster Anders Due.

 

Læs mere om Waitly: https://waitly.dk/

Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.