Midtjysk stål med bæredygtig kant

En af de nyligst ankomne aktører på Femern Bælt byggeriet er stålproducenten Give Steel. Virksomheden skal levere stålkonstruktionerne til tunnelelementfabrikken i Rødbyhavn som underleverandør til Joint Venture-selskabet Femern Link Contractors (FLC).

Med produktion i Brande mellem Herning og Vejle tror man måske ikke umiddelbart at Give Steel sætter positive spor på Lolland-Falster. Men der er flere synergier i, at den jyske virksomhed bliver en del af Lolland-Falsters erhvervsprofil. 

Skarpt fokus på bæredygtighed

“Vi har for nylig udgivet miljøvaredeklarationer, der dokumenterer vores stålkonstruktioners CO2-aftryk, hvilket jeg synes ligger godt i tråd med vores mangeårige arbejde med bæredygtighed på det menneskelige og sociale plan”, fortæller adm. direktør og medejer Torben Larsen. 

Dermed rammer direktøren hovedet på sømmet i visions- og investeringsstrategien “Business i balance med naturen”, som Lolland og Guldborgsund kommuner besluttede som rettesnor for Business Lolland-Falsters fremadrettede strategi. 

Klima-certificering

I øjeblikket leverer Give Steel stålkonstruktionerne til Danmarks første DGNB-certificerede logistikcenter, der opføres efter den DGNB-norm, der gennem de seneste år i stigende grad er blevet brugt til bæredygtigt boligbyggeri. I 2020 fik virksomheden desuden som den første producent af stålkonstruktioner herhjemme udfærdiget en EPD. En EPD (Environmental Product Declaration) er en miljøvaredeklaration, der dokumenterer klimaaftrykket for en virksomheds produkter, fra udvindelse af råmateriale til genanvendelse efter brug.

 

“Det betyder, at vi i vores tilbudsgivning kan udregne et præcist tal for vores stålkonstruktioners CO2-aftryk, hvilket kan have stor værdi for kunden, hvis kunden skal leve op til nogle fastsatte normer for byggeriet. Internt er vi i tæt dialog med vores faste underleverandører, så de også kommer med på vognen. Så det breder sig jo”, siger direktøren.

Viden om klimaaftryk er konkurrenceparameter

Stål er verdens mest genanvendelige materiale. Over tid bliver 99% af alt stål genanvendt, og de stigende krav om CO2-reduktioner kan ifølge Torben Larsen læses i priserne på skrot/genbrugsstål, som er steget markant.

“Vi synes, det er mega vigtigt, at stål bliver genanvendt, og det er i øvrigt en meget vigtig parameter i vores EPD, hvilket styrker vores konkurrencedygtighed. For et halvt år siden, tænkte jeg ærlig talt ikke videre over, at vores stål bliver brugt i mange generationer fremover. Men det er vigtigt at have en tredjeparts-certificeret beregning på den slags, så dokumentationen er 100% troværdig”, fortæller direktøren, der glæder sig over, at et par af hans nærmeste medarbejdere pressede på for at bringe virksomheden i front i forhold til klima-dokumentation. 

Ny start til ledige fra Lolland

Give Steel har tilbudt Lolland Kommune at give en række unge og voksne, der har brug for en ny chance i livet, muligheden for at tage en uddannelse på virksomheden i Brande. 

“Vi har en lang tradition for at tage folk ind, som er tidligere straffede, har haft store sociale problemer eller andre udfordringer. De fleste er fra vores eget opland, men vi har fx. også nogle ansatte, der kommer fra København. Nogle gange kan det være en rigtig god ide at skifte til et helt andet miljø”, fortæller Torben Larsen. Omkring 20% af alle ansatte i produktionen er enten i lære, flexjob eller ansat med en såkaldt broget baggrund. 

“Jeg spørger dem ikke om deres fortid, de er her jo for at skabe en fremtid”, siger direktøren. Og fremtiden, den glæder han sig til: Hans virksomhed har lige fået en opgave med at levere en stålkonstruktion på over 8000 tons bestående af mere end 20.000 stålspær, søjler og bjælker til en tunnelelementfabrik på Lolland-Falster. 


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.