Rekrutteringsindsats tilfører turismevirksomhed nye kompetencer

Et langvarigt sygdomsforløb kan så en tvivl, der forplanter sig som ukrudt i sindet og får én til at tvivle på sine egne kræfter og kompetencer. Blot 14 dages praktik gennem projektet Rekruttering fra Kanten på Lolland-Falster kan give troen tilbage, få en ny medarbejder til at blomstre og springe ud i en fast ansættelse.

Gennem 22 år som sygeplejerske havde Inge ”Louise” Larsen (foto) hjulpet andre mennesker på fode  efter deres sygdom. En dag mistede Louise dog selv fodfæstet i jobbet. En stressdiagnose førte til  en langvarig sygemelding og en afskedigelse, og inden Louise havde set sig om, fortalte kalenderen, at sygdomsforløbet havde varet i to år.

”Det var ligesom at have en tid i dvale,” husker Louise i dag. ”På den ene side følte jeg, at jeg stadig havde mange ressourcer, men samtidig var jeg psykisk nedslidt. Jeg var fuldstændig udtømt for al energi, motivation og kræfter.”

I kølvandet på den psykiske nedslidning begyndte en tvivl at nage i Louises sind.

”Jeg begyndte at tvivle på, om jeg i det hele taget kunne noget, om nogen kunne bruge mig, og om jeg nogensinde ville komme i gang igen. Det var en konstant tilstand, hvor jeg bare kom længere og længere ned i den negative spiral,” fortæller Louise.

Boost af selvtillid

Jobcentret i Guldborgsund havde fulgt Louises sygdomsforløb nøje. Da Louise meldte sig klar til at prøve noget nyt, foreslog virksomhedskonsulenten, Mette Aagaard, et fleksibelt forløb som servicemedarbejder på udlejningsbureauet Sol & Strand i Marielyst. Her blev der taget imod Louise med åbne arme og en praktikperiode på 14 dage.

”Jobbet som servicemedarbejder hos Sol & Strand er et meget frit job med stor fleksibilitet. Man tilrettelægger selv sit arbejde ud fra nogle faste deadlines, hvor feriehusene skal stå klar. For mange, der ikke har fast tilknytning til arbejdsmarkedet, er det de helt rigtige vilkår at vende tilbage på,” forklarer Majbritt Sørensen, der er bureauchef hos Sol & Strand i Marielyst.

I de 14 dages praktik var Louise i sidemandsoplæring hos nogle af de faste medarbejdere. Herefter gik det hurtigt med, at Louise fik sin egen kontrakt med ansvar for sine egne huse. På denne søndag i efterårsferien åbner Louise sin konvolut med dagens arbejdsopgaver med ca. otte timer fordelt på tre sommerhuse, der skal rengøres og efterses, inden feriegæsterne kan flytte ind.

”Jeg havde ikke selv fået øjnene op for jobmuligheden hos Sol & Strand, hvis ikke Jobcentret havde flaget det for mig. Det gav en god introduktion at være ”føl” på opgaverne, samtidig med at der hele tiden var guleroden foran mig i forhold til muligheden ved at få et job med stor fleksibilitet, hvor jeg stadig kan bruge mine fysiske kræfter,” forklarer Louise.

Med stor succes samarbejder Sol & Strand med Jobcenter Guldborgsund om rekrutteringen, fordi virksomheden ofte mangler medarbejdere til rengøring og klargøring af ferieboligerne.

”Vi oplever, at de ansatte fra Jobcenteret får et boost af selvtillid, når de kommer ud til os. Det er næsten alle, der bliver ansat på en eller anden kontrakt efter praktikperioden. Vi har da også haft en medarbejder, vi måtte sige farvel til med det samme, simpelthen fordi han igen begyndte at tro så meget på sine egne kræfter, at han kunne tage et job på 37 timer om ugen inden for sin egen branche,” siger Majbritt og understreger, at det også er en succeshistorie.

Mere end ”bare” rengøring

Service, rengøring og klargøring er de vigtigste opgaver i en virksomhed som Sol & Strand, hvis vigtigste opgave er at sørge for veltilfredse feriegæster. Renheden i feriehuset er det afgørende førstehåndsindtryk.

”For os er rengøring ikke ”bare” rengøring. Det er den ydelse, der er mest afgørende for, om gæsterne bliver glade for opholdet. Alle kan gøre rent, men der er forskel på standarden. Det kræver menneskeforståelse at være god til at gøre rent, og det er en helt særlig kompetence, som ikke alle har,” forklarer Majbritt.

Den kompetence har Louise dog med i sin bagage fra sit job som sygeplejerske, hvor rengøring og renlighed er en essentiel del af faget.

”Men der ligger også nogle sociale kompetencer inden for sygeplejefaget, der handler om velvære og omsorg. Det er de kompetencer, jeg bruger nu. Jeg sætter mig i turistens sted og spørger, hvad jeg selv ville synes om renligheden i huset. På den måde gør jeg ikke ”bare” rent. Jeg skaber en good feeling, der får gæsterne til at føle sig velkomne,” smiler Louise. Hun understreger, at man bør se langt bredere på sine kompetencer og den værdi, man skaber for sin arbejdsplads og for feriegæsterne.

Louise har været ansat i en måned hos Sol & Strand, og hvad fremtiden bringer er endnu uvist.

”Fremtiden er ikke så vigtig lige nu, jeg er bare glad for at være på fode igen. Jeg kører afsted om morgenen med en god fornemmelse i maven, og jeg kører hjem med en god fornemmelse i maven – og det er lige sådan, det skal være at gå på arbejde,” afslutter Louise.

 

Om Rekruttering fra Kanten på Lolland-Falster

Rekruttering fra Kanten på Lolland-Falster er et projekt, der skal afbøde den mangel på arbejdskraft, der forventes i de kommende år. Lolland og Guldborgsund Kommune er gået sammen med det lokale erhvervsliv, Business Lolland-Falster samt videns- og netværkshuset Cabi med målet om at give 850 borgere en tilknytning til arbejdsmarkedet gennem konkrete forløb i virksomhederne. Initiativet er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.