Produktet afgør din skæbne

En god idé kan drive din virksomhed frem i et tempo, som andre kun kan drømme om. Det er sket for CXweb med base i Business Lolland-Falsters udviklingsmiljø i Nykøbing F. Efter et år i intens udviklingsfase er CXweb klar til at gå på markedet med et digitalt værktøj til byggebranchen.

Tre unge mænd, alle under 30, har fundet sammen om at skabe et værktøj til styring og kvalitetssikring af byggeprojekter. Deres sprint-start som selvstændige skyldes blandt andet, at de har formået at holde udgifterne nede i udviklingsperioden, de har søgt hjælp og viden, blandt andet hos forretningsudviklerne i Business Lolland-Falster.
Nu er de blevet optaget på et syv ugers koncentreret accelerator forløb i Growth Train. Her bliver de en del af et internationalt udviklingsmiljø for  iværksætter- og start-up virksomheder med et særligt vækstpotentiale. Gennem Growth Train samarbejder Business Lolland-Falster med det etablerede erhvervsliv for bl.a. at skabe faglige økosystemer, der kan understøtte virksomhederne i at innovere services og produkter, etablere sig på det internationale marked og tiltrække risikovillig kapital. Kort sagt; målet er at tiltrække virksomheder, omsætning og arbejdspladser til Lolland-Falster.

Indbygget fortrin
-CXweb er en drømme-case for start-up, siger Mads Stærk, forretningschef for Industri og Anlæg i Business Lolland-Falster.
-Start-ups, der besidder deres egen immaterielle ejendom i form af udviklet software, har på det strukturelle plan et fortrin ved fremtidig skalellering sammenlignet med virksomheder i f.eks. detail- eller servicebranchen. Starten tager muligvis lidt længere tid, men når kurven begynder at gå opad, kan disse virksomheder virkelig sætte gang i væksten, siger Mads Stærk. 
 
Styr udgifterne
Der findes ikke en opskrift på den rigtige måde at starte virksomhed på. Men der er en række faldgruber, man kan forsøge at undgå.
-Én af dem er at starte ud med gæld og høje udgifter, og her har produktet jo en hel del at sige, fortæller Jakob Malmskov, den ene af de tre virksomhedsejere.
-Vi arbejder online, og vores produkt er digitalt. Vi har derfor eksempelvis ikke produktomkostninger og lagerudgifter og vi kan arbejde sammen online lige meget hvor i verden, vi befinder os.
 
Hjemme på Lolland-Falster
Og at Jakob bor i Nykøbing, er en del af den strategi.
-Jeg har læst i København og ville gerne være blevet der, men når man vil starte virksomhed og har brug for hver en øre og enormt mange timer til sin virksomhed, har det været oplagt for mig at vende tilbage til min fødeby, hvor jeg bor godt og billigt i forhold til København.
I udviklingsmiljøet har jeg en slags kollegaer og et kontor at køre hen på, så jeg undgår at sidde i min sofa derhjemme og have svært ved at skelne mellem arbejde og fritid.
 
Forarbejdet
CXweb er startet på baggrund af en god idé og et kandidatspeciale. Jakob er uddannet bygningsingeniør med en kandidat i Ledelse og Informatik i byggeri fra Aalborg Universitet, København. Undervejs i uddannelsen fik han kendskab til byggebranchens besværligheder med at koordinere og kvalitetssikre på tværs af fag i store byggerier.
-Vi har fra starten været meget opsøgende i vores research og efterspørgsel på feedback fra vores kommende kunder, fortæller han.
De tre virksomhedsejere har derfor betrådt en del byggepladser, kontorer og direktørgange på vejen mod deres mål om at skabe et produkt, der vil gøre en forskel fra dag ét.
 
Konstant bevægelse
Men sidder de så ude på byggepladserne og venter på dette nye commissioning-værktøj?
-Ha ha, nej det gør de nok desværre ikke, fortæller Jakob.
-Vi har en begrundet formodning om, at vores produkt er efterspurgt og værdiskabende for kunderne, men det er en travl branche, og vi kan derfor ikke bare kan læne os tilbage og vente ved telefonerne. Vi skal være opsøgende og klar til at tilpasse et evigt udviklende produkt, der skal følge med byggebranchens udvikling, siger han.
Og det er en del af baggrunden for, at CXweb glæder sig til forløbet i Growth Train. Her er deres fokus at bringe produktet ud på markedet og skalere op til internationalt niveau.
-Vi kigger på udlandet for at se, om ikke også de har brug for det samme som de danske aktører, fortæller Jakob.
Som en del af Lean Landing projektet i Business Lolland-Falster var CXweb med på en tur i Lübeck i foråret. Her mødtes de med en byggeansvarlig på en af områdets største uddannelsesinstitutioner. Og det gik godt. Så jo, udlandet venter nok også på CXweb.


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.