Sydkoreansk agritech-virksomhed vil være made in Denmark

Med etableringen af LiveCare Europe har den sydkoreanske virksomhed LiveCare indledt en europæisk ekspansion. CVR-nummeret er dansk, og LiveCare Europe får fast adresse i Nykøbing Falster. Etableringen kommer i kølvandet på et samarbejde mellem Business Lolland-Falster og Copenhagen Capacity og deltagelse i et intensivt acceleratorforløb.

Den sydkoreanske virksomhed LiveCare udvikler teknologiske løsninger til monitorering af kvæg med henblik på driftsoptimering. Med 60 ansatte og kontorer i Asien og USA er det en solid virksomhed, der i januar 2020 etablerer sig på Lolland-Falster.

-Vi estimerer, at markedet for kvægmonitorering vil nærme sig 4,8 mia. dollars i 2021. Med etableringen i Danmark positionerer vi os centralt i forhold yderligere ekspansion. Derudover er Made in Denmark et globalt kvalitetsstempel i landbrug- og fødevarebranchen. Det brand vil LiveCare Europe bygge videre på, påpeger Steve S. Kim, Chief Marketing Officer & Legal i LiveCare (foto).  

Tværgående samarbejde sikrer etablering
Etableringen kommer efter to års arbejde med sikre, at de praktiske, juridiske og finansielle forhold faldt på plads. Derudover var det afgørende, at LiveCare blev sat i kontakt med potentielle samarbejdspartnere med henblik på at skabe optimale rammevilkår for drift og udvikling. Centralt i etableringsprocessen står samarbejdet mellem Copenhagen Capacity og Business Lolland-Falster.

-Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande og har en stærk landbrugssektor. Derfor er her gode muligheder for en visionær virksomhed som LiveCare. Udenlandske virksomheder – særligt dem, der kommer fra andre verdensdele – har brug for lokal sparring, og her har samarbejdet med Business Lolland-Falster været formidabelt. Vi har kombineret vores lokale og internationale kendskab, så LiveCare kommer godt fra start i Greater Copenhagen med et stærkt netværk af samarbejdspartnere, siger Matthew Delany, der er Head of Cleantech & Sustainable Urban Development i Copenhagen Capacity.

For ledelsen i LiveCare var den lokale og regionale opbakning essentiel.

-Vi oplevede stor opbakning lige fra begyndelsen. Business Lolland-Falster har et stærkt lokalt netværk og kendskab, men Copenhagen Capacity gjorde det muligt at knytte internationale partnerskaber. Vores samarbejde med TDC om udvikling af det teknologiske setup var helt afgørende. Fremadrettet bliver partnerskabet med TDC og Vodafone ekstremt vigtigt for vores planer om yderligere ekspansion, fortæller Steve S. Kim.

Acceleratorforløb som springbræt
LiveCares første skridt mod Danmark blev taget i acceleratoren, Growth Train, der drives af Business Lolland-Falster.

-Acceleratoren er en strategisk satsning indenfor tiltrækning af landbrugs- og fødevarevirksomheder, i samarbejde med Lolland og Guldborgsund kommuner med Nykøbing Falster som base for indkvartering og kontormiljø til deltagerne. Lolland-Falster står internationalt ekstremt stærkt, hvad angår landbrugs- og fødevaresektoren, og derfor er det oplagt, at vi rækker ud til innovative virksomheder inden for sektoren, fortæller Steffen Lund, forretningschef for Landbrug & Fødevarer hos Business Lolland-Falster.

LiveCare gennemgik et intensivt 7-ugers forløb i acceleratoren. Formålet var blandt andet, at deltagerne fik øjnene op for de lokale og regionale forretningsmuligheder.

-Gennem acceleratoren fik vi adgang til investorer, virksomheder og assistance, og vi begyndte at udforske ideen om Danmark som knudepunkt for vores europæiske investeringer. Danmark og i særdeleshed Lolland-Falster ligger strategisk godt placeret i forhold de europæiske markeder, slutter Steve S. Kim.   

LiveCare Europe forventer at starte op i Danmark i starten af 2020, og virksomheden har konkrete planer om at udvide deres aktiviteter i Danmark og Europa fremadrettet. 

 


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.