Synspunkt: Kan vi åbne øerne?

Det er muligt at skrue op for graden af bekvemmelig og tilgængelighed

Det er lige ud af landevejen at være kunde på Lolland-Falster i turistsæsonen. For i alle de store byer på Sydhavsøerne er butikkernes åbningstider ens, og om onsdagen har de ovenikøbet åbent indtil sent om aftenen. Kunderne har det nemt, og butikkerne sælger mere end tidligere…

Det er desværre ikke helt tilfældet – på Lolland-Falster er det ligesom i alle andre egne i landet sin sag at harmonisere åbningstiderne for butikker og restaurationer – for hver butiksindehaver har sine grunde til at tilrettelægge åbningstid og alle mulige andre forhold, der hænger sammen med at have en virksomhed, såsom ledelse af medarbejdere, leverandøraftaler osv osv.

Men for kunderne er åbningstid noget af det vigtigste. Det afspejler sig bl.a. se på den hastigt voksende internethandel, hvor “tilgængelighed” og “bekvemmelighed” er to meget stærke konkurrenceparametre. En fysisk butik kan levere “oplevelse” på en måde, de færreste onlinebutikker er i stand til, men vi kan også skrue op for tilgængeligheden og bekvemmeligheden ved at gøre det nemt for kunderne at vide, hvor og hvornår de er velkommen i vores butikker og restaurationer.

Det er grunden til, at Business Lolland-Falster samarbejder med servicen Open2Day, som gør det nemt for både turister og borgere at få overblik over åbningstider for seværdigheder, spisesteder, forretninger m.v. Medlemmer kan gratis oprette en profil i systemet, der er tilgængeligt både på web og mobil app.

Til sommer tager handelslivet i Marielyst et spændende skridt, når de i otte uger holder åbent til sent om aftenen hver onsdag. Det bliver meget interessant at se, hvordan det vil påvirke omsætningen og bylivet i sommerperioden, at der bliver skruet op for tilgængeligheden og bekvemmeligheden for områdets kunder og turister.

Business Lolland-Falster har taget initiativ til et møde mellem cityforeningerne i Nykøbing F., Nakskov, Maribo og Sakskøbing for at få en åben snak om, hvordan vi på tværs af Lolland-Falster kan løfte vores egne og hinandens forretninger i kraft af en øget kundefokus. Kan vi f.eks. møde turister og andre besøgende som det, mange af dem netop ser os som: en samlet og sammenhængende landsdel, Lolland-Falster? Det er en snak, som naturligvis ikke er lige ud af landevejen, men den er værd at tage.

Thomas Rasmussen, Forretningchef for Handel & Oplevelser


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.