Telegigant gæstede Ny Kirstineberg Gods

Danmarks største teleselskab gæstede for nylig Ny Kirstineberg Gods lige uden for Nykøbing. Besøget er en sjældenhed i branchen lokalt, der generelt har svært ved at tiltrække storkunder uden for lokalområdet. Ifølge forpagter på Ny Kirstineberg, Martin Kronborg, bør vejen til de ’tunge kunder’ bygge på et stærkt lokalt samarbejde og service ud over det sædvanlige.

Siden 2015 har forpagterparret Martin Kronborg (foto) og Maria Hvid (foto) drevet Ny Kirstineberg Gods. Ejendommen har 158 år på bagen som selvstændig herregård og anvendes i dag som historisk ramme til bed and breakfast, udlejning af festlokaler og møde- og konferenceaktiviteter.

Ambitionerne hos forpagterparret er lige så høje som serviceniveauet. Det oplevede repræsentanter fra Danmarks største teleselskab, YouSee, da de for nylig gæstede den gamle herregård.

-Vi var helt høje på oplevelsen bagefter. Det er første gang, jeg afholder arrangementer på Lolland-Falster, men det er bestemt ikke sidste gang. Det var topprofessionelt og alt spillede, fortæller Thorkild Toftgård, der er Executive Event Manager hos YouSee.

På trods af den høje kvalitet og der rosende ord hører besøg fra storkunder som YouSee til sjældenhederne på Ny Kirstineberg – og det er ifølge Martin Kronborg karakteristisk for branchen lokalt.

-Vores møde- og konferencekunder er typisk fra lokalområdet, og det vil vi selvfølgelig gerne lave om på. Jeg mener, at aktørerne på Lolland-Falster kan tilbyde unikke oplevelse og en stemning, som gæsterne ikke får andre steder. Lolland-Falster lider stadigvæk under nogle fordomme, og dem bør branchen i fællesskab medvirke til at få aflivet.

Samarbejde, service og særegenhed

Det er særligt forestillingen om, at Lolland-Falster er langt væk fra alting, der i følge Martin Kronborg præger opfattelsen hos nogle kundeemner. Og det kan Thorkild Toftgård nikke genkendende til.

-Jeg har været i dialog med Martin af flere omgange, og jeg var ikke i tvivl om, at Ny Kirstineberg kunne levere på kvalitet og stemning. Til gengæld var jeg spændt på, om mine kollegaer ville påtale længden af køreturen derned, men det var overhoved ikke på tale. Det kom faktisk bag på mig, hvor kort køreturen var.

For Martin Kronborg har besøget fra YouSee og Thorkild Toftgårds rosende ord understreget, hvad han vidste i forvejen. Nemlig at Ny Kirstineberg og Lolland-Falster kan skabe oplevelser, der hænger fast på nethinden og får gæsterne til at komme igen – men det kræver noget af branchen.

-Jeg mener, at branchen bør arbejde mere sammen med henblik på at tiltrække kunder i YouSee’s kaliber. Det er helt grundlæggende, at servicen skal være i top, men det er ikke nok. De store kunder kommer herned for at få noget ekstra – en særegen oplevelse. Hvis vi som aktører kan knytte nogle samarbejder på tværs og udnytte hinanden, så kan vi styrke det samlede værditilbud. Når først gæsterne har oplevet, hvad vi har at byde på, så bliver de ved med at komme.   

Døren er åbnet

For Thorkild Toftgård hos YouSee er døren til Lolland-Falster bogstavelig talt blevet sparket ind. Og han glæder sig til at udforske landsdelens andre muligheder.

-Vi har bestemt fået vakt interessen for Lolland-Falster, og jeg kommer til at kigge nærmere på, hvad landsdelen ellers har at byde på. Ny Kirstineberg fik skabt en hjemlig og hjertevarm stemning uden at gå på kompromis, og det er præcis det alternativ til standardpakkerne hos Scandic og Comwell, jeg ofte er på udkig efter.

I samme åndedrag anbefaler Thorkild Toftgård de lokale aktører at fokusere på at skabe unikke oplevelser.

-Hvis virksomhederne i branchen på Lolland-Falster vil fange min opmærksomhed, så bør de fokusere på at opbygge og markedsføre oplevelser og rammer, der står i kontrast til pakkeløsningerne hos de store konkurrenter. Vi bookede Ny Kirstineberg, fordi arrangementet havde brug for noget ekstra, og det er det er også det, jeg kommer til at kigge efter fremadrettet.

Lokal sparring gør en forskel 

For forpagterparret har det været en drøm, der gik i opfyldelse at drive og udvikle Ny Kirstineberg – men der har også været mange ubekendte at tage stilling til og mange vigtige beslutninger af træffe gennem årene. Og der har Business Lolland-Falster været en god sparringspartner.

-Jeg kan kun anbefale lokale virksomheder at tage kontakt til Business Lolland-Falster. Vi har løbende gjort brug af deres sparringtilbud, og på nuværende tidspunkt står vi over for at skulle deltage i et forløb i samarbejde med Visit Lolland-Falster med henblik på at udvikle forretningen yderligere. Det ser jeg frem til, slutter Martin Kronborg. 


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.