Turistboom på Lolland-Falster i 2019

Sommersæsonen slog alle rekorder med mere end 700.000 overnattende gæster, og nu sætter tal fra Danmarks Statistik punktum for det bedste år for turismen i 10 år – målt på antallet af besøgende. Destinationschef i Visit Lolland-Falster Brian Lindorf Hansen glæder sig over tallene, men understreger et behov for at udvide kapaciteten for at imødekomme efterspørgslen.

Mere end 1,8 millioner turister besøgte Lolland-Falster i 2019. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik, og det lokale turismeerhverv kan derfor se tilbage på et år med særdeles gode besøgstal.

-Væksten er for alvor tilbage. 2019 er det bedste år målt på antallet af besøgende i 10 år og er kun overgået af 5 andre destinationer på landsplan, fortæller destinationschef i Visit Lolland-Falster Brian Lindorf Hansen.

Den gode udvikling skal blandt andet ses i lyset af en stigning på 3,9 % i antallet af tyske turister i forhold til 2018.

-Lolland-Falster er en yndet feriedestination for vores tyske naboer – og antallet af tyske besøgende er stigende. Det er især feriehussegmentet, der trækker statistikken op, fortsætter destinationschefen.

Flere gæster i skuldersæsonerne
Tallene fra Danmarks Statistik viser desuden at hele 69% af stigningen sker i skuldersæsonerne. Stigningen i skuldersæsonerne vækker begejstring i Visit Lolland-Falster.

– Det er afgørende, at vi formår at tiltrække gæster i netop skuldersæsonerne, hvor der som udgangspunkt ikke er de store kapacitetsudfordringer – i modsætning til højsæsonen. Derfor har vi i Visit Lolland-Falster sammen med erhverv og kommuner fokus på netop at udvikle skuldersæsonerne. Lolland-Falster har noget at byde på en større del af året end sommerferien, påpeger destinationschefen.

Potentiale til mere
Samlet set omsætter turismen på Lolland-Falster for cirka 2,5 mia. kr. årligt. Og landsdelen tegner sig for 53 % af alle Region Sjællands overnattende udenlandske gæster – hvilket gør Lolland-Falster til regionens største turistdestination. Turismeerhvervet har derfor stor betydning for den samlede udvikling på Lolland-Falster.

-Øget fokus på skuldersæsonerne gør det ikke alene. Lolland-Falster skal kunne tilbyde flere feriehuse, der kan udlejes hele året – det er afgørende for, at vi kan vækste i de kommende år slutter Brian Lindorf Hansen.


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.