Turister i de historiske huse

Historiske Huse lancerer nu The Danish Club. The Danish Club er et digitalt forum,som viser vej til unikke natur-, fest-, mad- og kulturoplevelser i historiske huse overalt i Danmark og hvor du, hvis du ejer et historisk hus, kan tilmelde dig og blive en del af et historisk netværk.

Aldrig har vores behov for det autentiske, det unikke og det lokale været større end i disse år. Med etableringen af The Danish Club vil Historiske Huse gøre det let for os at finde unikke oplevelser i eksempelvis vandmøller, klostre, slotte og herregårde, stråtækte bondegårde, fyrtårne og meget andet, så vi kan møde den historie, vi er rundet af, og som er så væsentlig en del af vores identitet.

Kernen i The Danish Club er bygget op om websitet www.thedanishclub.dk. Websitet skal fungere som ”hub” for de historiske huse og for familier, venner, firmaer og turister, som leder efter særlige, inspirerende steder at besøge, feste eller arbejde. Fra starten har ejerne af 200 historiske huse tilmeldt sig sitet.

Besøgende kan søge indenfor forskellige kategorier og læse beskrivelser af husenes mange spændende aktiviteter og oplevelser. Målsætningen er, at The Danish Club inden årsskiftet kan præsentere mindst 400 huse med historiske oplevelser for besøgende i alle aldersgrupper fra både ind- og udland.

Vandmøller og H.C. Andersen
”Vi er alle på jagt efter det særlige og det spændende, når vi skal inspireres og underholdes. Men alt for få ved, hvilket skatkammer af historiske oplevelser Danmark er. Og derfor har vi skabt The Danish Club. Her har vi for første gang samlet de historiske huse i Danmark på een fælles portal, hvor alle kan finde særlige oplevelser lige om hjørnet. Huse med en særlig historie og sjæl, som ikke findes andre steder. Forestil dig f.eks. at overnatte i en lille vandmølle – et stykke af landets allerførste industrikultur. Eller måske holde strategiseminar lige der på slottet, hvor H.C. Andersen blev inspireret til ”Den Lille Havfrue” eller spise dyreryg i Gråbrødrenes gamle klosterfængsel grundlagt i 1238 midt i København. De historiske bygninger er den mest synlige del af vores kulturarv og fortæller om, hvordan vores samfund og levevis gennem århundreder har udviklet sig. Det er sådan nogle historier, som gør oplevelserne større og uforglemmelige”, siger præsident i Historiske Huse, Birthe Iuel.

Realdania har støttet projektet, og her siger projektleder og arkitekt Eske Møller: ”Steder med en særlig historie i form af unikke bygninger og kulturmiljøer har en betydning for både identitet, stolthed og udvikling i et område. I Realdania har vi gennem en årrække arbejdet med at sætte fokus på og understøtte lokale potentialer, f.eks. historisk og kulturelt vigtige bygninger. Med websitet bliver det nu meget lettere for os alle sammen at finde de mange perler rundt omkring i landet, som kan give os
oplevelser i helt særlige rammer.”

Æblemost i barokhaven
”The Danish Club vil fungere som idéudvikler og koordinator mellem de forskellige historiske huse og skabe nye veje og muligheder til alle dem, der vil giftes, på romantisk weekend, ud en lørdag med børnene og drikke æblemost lavet på æbler fra en barokhave fra 1690’erne eller på teambuilding med kollegerne. De historiske huse har så meget at byde på og sætter vores hverdag i et kulturelt perspektiv, der bringer os tættere sammen”, siger udviklingschef i Historiske Huse Merete Otillia Knudsen.

The Danish Club bliver både en indgang til et unikt oplevelsesunivers for besøgende og en ny indtægtskanal for ejerne. Når de historiske huse får flere besøgende, får ejerne også flere indtægter til at vedligeholde bygningerne og videreudvikle deres tilbud. Med The Danish Club vinder derfor både ejerne af de historiske huse og den brede befolkning. Ejerne får større omsætning, og de besøgende får hurtig og let adgang til unikke steder at afholde bryllupper, forretningsevents, weekendture og storslåede kulturoplevelser. Vel at mærke i nogle af de smukkeste vidnesbyrd om vores fælles historie. Vi plejer at sige ”uden benyttelse, ingen siger Birthe Iuel.

Hvad kendetegner et historisk hus?
• Historiske huse er fællesbetegnelsen for huse som enten er fredede eller
bevaringsværdige.
• Der findes ca. 9.000 fredede huse og 350.000 bevaringsværdige huse i Danmark af
vidt forskellige typer, lige fra husmandsteder og fyrtårne til vandmøller,
herregårde, bindingsværksgårde, svømmehaller og stationsbygninger over hele
Danmark.
• Ca. 2.500 historiske huse har aktuelt forskellige tilbud til offentligheden.


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.