Tyskerne løfter lokal bæredygtighed

Lolland-Falster har godt fat i nogle af de mest miljøbevidste turister, nemlig tyskerne. Og det er godt for det lokale turismeerhverv, men det stiller også krav.

“Den stigende grønne bevidsthed hos turisterne fra Tyskland rummer både en risiko og et potentiale”, fortæller destinationschef Brian Lindorf Hansen fra Visit Lolland-Falster. “Dels risikerer vi at miste vores tag i tyskerne, hvis ikke vi lever op til deres grønne idealer, dels har vi en enestående mulighed for gennem en målrettet bæredygtigheds-indsats at få flere turister til Lolland-Falster.”

Klar til Femern-boom

Et nyt samarbejde mellem Lolland kommune, Guldborgsund kommune samt Visit Lolland-Falster skal derfor nu sætte gang i en opgradering af bæredygtigheden i turismeerhvervet på Lolland-Falster.

“Når Femern Bælt-forbindelsen åbner i 2029, står vores landsdel yderst stærkt i forhold til at tiltrække tyske turister. Derfor er det vigtigt, at vi allerede nu arbejder på at fremstå som en drømmedestination for den miljøbevidste turist”, fortæller chefkonsulent Claus Lyngby Petersen fra Lolland Kommune.

“Tyskerne er uden sammenligning den største gruppe af udenlandske turister i Danmark. De elsker Lolland-Falster, ikke mindst på grund af vores strand og natur. Men de skal også elske os for at levere turismeløsninger, der er i balance med naturen”, fortæller formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget Martin Lohse fra Guldborgsund Kommune.

Lokale aktører inspirerer hinanden

“Arbejdet starter med at vi får taget pulsen på, hvor vi står lige nu i forhold til bæredygtige løsninger hos de forskellige aktører såsom hoteller, attraktioner, restaurationer etc. Vi er derfor i gang med en interviewundersøgelse, der skal give os et billede af, hvilke bæredygtige tiltag, som er sat i gang hos de lokale turismeaktører, samt hvilke udfordringer de møder i den grønne omstilling”, fortæller forretningsudvikler Camilla Romme Hansen, Visit Lolland-Falster.

Næste skridt bliver at sammensætte en række praktiske anvisninger på, hvordan man som fx bestyrer af en campingplads, restauratør eller sommerhusejer kan løfte niveauet af bæredygtighed.

Bæredygtighed skal være nemt

“Vores fokus er, at det skal være så nemt at gå til som muligt. Bæredygtighed behøver ikke være vildt besværligt, ofte handler det om at foretage det rette valg, fx. i forhold til affaldshåndtering, naturbeskyttelse eller ansættelse af en medarbejder på kanten af arbejdsmarkedet, ligesom man skal sikre sig de mest bæredygtige løsninger, når man løbende udskifter installationer”, fortæller Camilla Romme Hansen. Den praktiske tilgang er i høj grad valgt med fokus på at hjælpe de små og mellemstore turismevirksomheder.

Et vigtigt element i projektet er også at inddrage borgerne i specifikke lokalområder på Lolland-Falster, for at sikre lokalt perspektiv i forhold til turismeudviklingen, og her er områderne Kragenæs og Marielyst valgt ud.

Projektet gennemføres med midler fra Erhvervsstyrelsens Landdistriktspulje.


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.