Ud­vi­del­sen af gas­net­tet er en god nyhed for kli­ma og dansk in­fra­struk­tur

 

Beslutningen om at koble Lolland-Falster på det danske gasnet er tre gode nyheder på en gang. Regeringens klimamål bliver lettere at nå, Lolland-Falster går mod titlen som Danmarks mest bæredygtige erhvervsområde, og Christiansborg slår fast, at infrastrukturinvesteringer også giver mening i landområderne.

Beslutningen bringer ikke blot Danmarks energi-infrastruktur i bedre balance, det bringer Lolland-Falster i bedre balance

Blot en måned efter det første spadestik blev taget på Femern Bælt-byggeriet, bliver Lolland-Falster nu indlemmet i den danske energiinfrastruktur med beslutningen om en gasledning til Lolland-Falster.

Om de to ting hænger sammen, skal vi ikke kunne sige, men det virker åbenlyst rigtigt at koble Lolland-Falster tættere på resten af Danmark, af den grund at landsdelen om 8-9 år vil være landfast med Tyskland. En effektiv infrastruktur er afgørende for lande og landsdele, fordi fri bevægelighed af varer, energi, medarbejdere, råvarer osv. er fundamentet for et stærkt erhvervsliv, der skaber arbejdspladser.

Beslutningen om at tilslutte Lolland-Falster til det landsdækkende gasnet og dermed åbne for lokal produktion af grøn biogas til industrien er ikke blot en milepæl på Lolland-Falsters vej mod at blive Danmarks mest bæredygtige erhvervsområde. Det er også en vigtig milepæl på vej mod regeringens mål om et klimaneutralt Danmark i 2050 og en 70 pct. reduktion af drivhusgasser i 2030.

Beslutningen bringer ikke blot Danmarks energiinfrastruktur i bedre balance, det bringer Lolland-Falster i bedre balance. Sammen med Lolland og Guldborgsund kommune arbejder erhvervsudviklingsorganisationen Business Lolland-Falster med et mål at gøre Lolland-Falster til Danmarks mest bæredygtige erhvervsområde med udgangspunkt i investerings- og strategiplanen “Business i balance med naturen”. Det mål er nu kommet meget, meget tættere på.

I skrivende stund leverer Lolland-Falster allerede ca. syv gange mere vindenergi til elnettet end landsdelens samlede energiforbrug. I de kommende år vil landbrug på Lolland-Falster ikke blot levere kvalitetsråvarer til fødevareindustrien, men også emissionsreduktioner og bæredygtig naturgas til industrien. Takket være politisk fremsynethed, lokalt engagement og ikke mindst: infrastruktur.


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.