Vækstfonden indgår i nyt samarbejde med Business LF

I samarbejde med erhvervsudviklingsorganisationen Business Lolland-Falster vil Vækstfonden bidrage til nye erhvervssucceser på de danske Sydhavsøer, der tæller Lolland og Guldborgsund kommuner. 

“De projekter, vi i Vækstfonden udvælger og udvikler, skal sætte ting i gang og mennesker i arbejde. Vores mål med samarbejdet med Business Lolland-Falster er at finde frem til de virksomheder på Lolland-Falster, hvor vi gennem sparring og medfinansiering kan bidrage til at realisere et vækstpotentiale, fortæller souschef Jonas Kristiansen i Vækstfonden.

Vækstfonden har igennem de senere år ydet flere finansieringer til virksomheder i området og med et tættere samarbejde med Business Lolland-Falster forventer vi, at endnu flere virksomheder får glæde af Vækstfondens værditilbud. Betjeningen af virksomheder i hele Region Sjælland sker via Vækstfondens kontor i Sorø.  

Siden 1992 har den statslige finansieringsfond bidraget med over 27 mia.kr. til vækst og udvikling af små og mellemstore virksomheder, herunder landbrug som i lighed med industri, bygge/anlæg og turisme er stærkt repræsenteret på Lolland-Falster.

“Vækstfonden har en meget stærk viden på en række områder, som matcher vores virksomhedsmiljø rigtig godt, og den viden vil vi gerne have i spil ude i virksomhederne”, fortæller Mikkel Wesselhoff, adm. dir. for Business Lolland-Falster. Ifølge ham handler samarbejdet om meget mere end finansiering af lokale vækstprocesser. 

“Vi skal have endnu flere virksomheder til at se og forstå – og udnytte – deres fulde potentiale”, siger direktøren.


Gå ikke glip af det nye
Tilmeld dig nyhedsbrevet.