Tilbage til oversigten

Hvad egnsudviklere kan lære af film- og kogekunst

Business Lolland-Falsters direktør Mikkel Wesselhoff skriver i en kronik i Politiken om erfaringerne med regionsudvikling de seneste ti år på Lolland-Falster.

Af Mikkel Wesselhoff, adm. direktør Business Lolland-Falster

I 2004 samlede de to kokke Claus Meyer og René Redzepi en række andre toneangivende kokke omkring manifestet for Nyt Nordisk Køkken. Næsten 10 år tidligere, i 1995, var filminstruktørerne Lars von Trier og Thomas Vinterberg med til at udvikle principperne for Dogme95. Begge initiativer har forandret deres brancher for altid. De har skabt tusindvis af nye arbejdspladser og ændret ellers tilsyneladende indgroet kultur og adfærd. Og ikke mindst har de serveret verden for endnu en stærk fortælling om dansk innovation og kreativitet.

Claus Meyer og jeg er mødtes mange gange i årenes løb for at tale og drømme om Lolland-Falsters fremtid. Som to indfødte er vi – med hver vores professionelle tilgang og kompetencer – dedikerede til udviklingen af øerne. Vi ved, hvad vi kommer fra, og har masser af tanker om, hvor vi skal hen. Jeg er, indrømmet, nok mere inspireret af Claus, end han er af mig, men vi er fælles om at drømme stort på hjemstavnens vegne.

Fokus på autentiske værdier

Køkkenmestrene og filmskaberne skabte resultater ved at fokusere på autentiske værdier og på de ressourcer, som var lige ved hånden. De indså, at det mest afgørende for udvikling var deres egne ideer, viden og kompetencer. Ikke alt det isenkram, der var udenom. Men et er at opnå den afgørende erkendelse og få den revolutionerende ide. Noget andet er selve eksekveringen. Dette foregik i en tid, hvor ingen kunne optage små sekvenser på deres mobiler eller havde for vane at spise lokale blåbær til morgenmad, var gode råd dyre. Det hastede tilmed med at vende det hele på hovedet, og ingen kunne vente på, at budgetterne var store nok til at konkurrere med hhv. de franske Michelin-restauranter eller de store Hollywood-filmstudier. De så til gengæld muligheder for nye alliancer lige i nærheden, ofte mellem nogle gange modsatrettede interesser – og egoer. De trådte et skridt tilbage og kiggede på det, der nu engang var; den rene lokale råvare, den usminkede fortælling og den nøgne kunstneriske præstation. 

Dengang rystede mange på hovedet af de to projekter. Initiativtagerne blev betragtet som fantaster med urealistiske forslag til redningsaktioner for nogle brancher, hvis eksistens ellers var truet på livet. I dag ser vi initiativerne som rendyrkede succeser, fordi de blev den både faglige og kommercielle redning for de to brancher. De skrællede ind til benet og omfavnede det forhåndenværende. På den måde blev syltede grannåle og scener belyst af arkitektlamper en vigtig del af værnet mod udefrakommende trusler og tilmed stilskabende for nye generationer.   

Fundamentet blev rystet 

Modgang og forandringer kommer til alle. Det er velkendt, at Lolland-Falster fra midten af 1980’erne kom til at dele skæbne med andre lignende egne i både Danmark og i resten af verden. I en lang årrække sakkede øerne bagud økonomisk og erhvervsmæssigt. Før var egnen karakteriseret af flere hundrede års økonomisk succes, bl.a. båret oppe af de store sukkerfabrikker, de mange hektar frugtbare marker og ikke mindst industribyen Nakskov med skibsværftet fra 1826 i spidsen. Fra midten af 1980’erne rammer globaliseringen, og i konkurrencen om arbejdskraftens pris flytter stort set alt dansk skibsbyggeri til Asien. Her kan man erstatte Nakskov og værfterne med Detroit og bilindustrien for at få det globale perspektiv. Uanset hvor velkonsolideret og hårdtarbejdende man var, kunne det ikke bære en hel egn oppe i længden, og over et par årtier blev velstanden langsomt, men sikkert afviklet.

Resten af fundamentet blev rystet med de store offentlige centraliseringsreformer. Statslige institutioner blev flyttet til de større byer, kommuner blev sammenlagt, og tilbud til borgere blev rykket væk fra de små samfund. Man kan opnå visse fordele med centralisering, men der er ingen tvivl om, at prisen i store dele af Danmark var meget høj; både kollektivt og individuelt for dem, der stod midt i det.

Når posthuse nedlægges, og politistationer og dommerkontorer forsvinder, forsvinder også det økonomiske grundlag for kvinden bag skranken, betjenten ved indgangen og kioskejeren lige ved siden af. I det store perspektiv påvirker det antallet af tilflyttere, investeringer og nye arbejdspladser. Alle unge bør rejse væk og få suget nye perspektiver til sig, men urbaniseringen betød, at der ikke var så mange valgmuligheder. Hvis man ville noget mere, fx en videregående uddannelse og et relevant job, så måtte man flytte langt.  

Gennembrud på Lolland-Falster

Fra midten af 2010’erne og frem til i dag er Lolland-Falster lykkedes med at skabe det ene positive gennembrud efter det andet. Uanset om det er investorer, erhvervsfolk, iværksættere, infrastruktur, Michelin-gastronomer, kunstnere, landliggere, tilflyttere eller huspriser, bevæger tallene sig i samme positive retning. Meget af det, der nu foregår, kan måles og vejes, andet kan kun mærkes. I mine øjne er begge parametre vigtige. Der er noget nyt på spil, som har mange lighedstegn med udviklingen i de danske restaurations- og filmbrancher, for det er evnen til at imødegå modgang, der er afgørende for succes.

Nye greb til sund og begavet udvikling af lokalsamfund, byer, regioner, metropoler og nationer diskuteres og efterlyses flere steder i verden. På alle kontinenter står man med forladte byer eller nedbrudte områder, som har mistet sin oprindelige livsnerve. Tilbage er der ofte ikke andet end sporene fra lukkede industrier, opbrugte naturreserver og nedlagte statslige institutioner. Når det sker, ligger der et meget langt sejt træk foran.

Så hvordan kommer man bæredygtigt og stabilt fra verden af i går til verden af i morgen? På Aalborg Universitet og Harvard Business School, hvor jeg selv har studeret, og mange andre steder findes dygtige professorer og forskere, for hvem det er en livsopgave at tænke nyt og konstruktivt i forhold til genoplivning af tæt på uddøde områder. Der findes desuden en lang række interessante og veldokumenterede studier, som dissekerer udviklingsdrømmes succeser og fiaskoer. Dykker man ned i disse og kombinerer det med praksis, begynder der efter min mening at tegne sig et billede af en brugbar model. Min egen empiri er 10 års konkret samarbejde med dygtige og erfarne folk fra offentlig forvaltning, iværksættermiljøer, SMV’er og store internationale koncerner, og jeg mener at kunne give et fornuftigt bud på en metode.

RUM modellen

En egns vej fra tilbagegang til fremgang og begejstring har nemlig flere fællestræk med Dogme95 og Nyt Nordisk Køkken. Om det er Bilbao, Detroit, Marseille, Aalborg eller Lolland-Falster, så findes der en række universelt anvendelige reaktioner på stilstand og tilbagegang, som virker i udviklingen af ikke bare små og store bysamfund og provinsområder, men også af virksomheder og organisationer. Jeg kalder modellen for RUM, fordi det for mig tydeliggør, hvad der skal til. Det er et stort system, hvor hvert eneste element spiller en vigtig rolle for helheden. Nogle vil kalde tilgangen for holistisk, og det må de gerne. Det handler om at bygge langsomt op, holde sig tre vigtige faktorer for øje og hele tiden sørge for, at ingen af dem mister værdi eller synlighed henad vejen: Fællesskab, Formåen og Forekomst.

Det kan lyde banalt, men mange ting kan lade sig gøre, når der løftes i flok, så der skal arbejdes helt bevidst med fællesskab; de små, de store, de formelle og de uformelle. En borgergruppe for reetablering af en stormskadet badebro har lige så stor interesse i genopbygningen af det samlede lokalsamfund, som virksomheder med flere tusind ansatte. Deres mål er principielt det samme. Deres indsatser, små som store, væver sig ind i hinanden og deres behov og samarbejde skaber en ny større fælles værdi. Uanset størrelse eller struktur skal fællesskaberne være drevet med en klar retning, en stærk koalition og løbende gensidig lærings- og erfaringsdeling. Uanset om det er juridiske partnerskaber, løse alliancer eller rammesatte økosystemer, skal der være vilje og interesse for at flytte bjerge sammen. Når fællesskabet har en klar vision, bliver interaktioner og transaktioner mulige og dermed også værdiskabelse og transformation.

Formåen handler om, at der er evne og vilje. Det handler bl.a. om en markedsorienteret evne og vilje til enten at imødekomme en eksisterende efterspørgsel eller til at skabe en ny. Fællesskabet skal være i stand til at skabe større værdi, end de enkelte medlemmer selv kan præstere. Da metalkassen med motor og dengang kun tre hjul blev opfundet i 1888, var det et revolutionerende nybrud, men markedet var ikke kommet videre, med mindre andre også bidrog med det, de formåede. For bilen krævede nye veje, benzinstationer, steder man kunne køre hen og endelig mennesker, som kunne køre, vedligeholde og reparere dem. Individuelle evner og kompetencer kan ikke stå alene, men skal understøttes af institutionelle evner, som fx uddannelsesniveau, innovationsevne og adgang til teknologi. Med andre ord, så skal alle sektorer yde deres for at skabe den nødvendige formåen for fællesskabet; de skal simpelthen ville det. Vilje kan ikke måles, men er en vigtig ingrediens i succesrig udvikling.

Forekomst af relevante ressourcer er den tredje faktor. Termen omfatter for mig alt fra naturressourcer og infrastruktur til økonomi og hænder. Her spiller fordeling en afgørende rolle. Det handler både om en effektiv fordeling, en markedsorienteret fordeling og en oplevet retfærdig fordeling. Min erfaring fra Lolland-Falster er, at vi var nødt til at starte med det, vi allerede havde, fremfor at vente på, at noget kom dumpende ned fra himlen – eller staten. I vores tilfælde var udgangspunktet masser af plads, vind, sol, frugtbar jord, 610 km kystlinje og kort afstand til resten af Europa. En afstand som med en tunnel til Femern fra 2029 kan tilbagelægges på 10 minutter med tog. Dertil kom et uforløst økonomisk og kompetencemæssigt potentiale, som kunne investeres i fremtiden.

Min oplevelse er, at det smitter, når først der er gået hul på bylden. Med hensyn til retfærdighed, så skal fremgangen mærkes af så mange som muligt, også de 100.000 borgere, som hver på sin måde udgør en vigtig del af den store samlede organisme. En stor virksomhed, som vælger at investere i et område, skal være sikker på, at der muligheder for dens ansatte, også når de ikke er på arbejde. Hvor mange kilometer skal man køre for købe et rugbrød eller en pizza, og hvordan er forholdene i den lokale folkeskole eller lægehuset? Kan man gå til koncert, se en kunstudstilling eller bare have det fedt? Det hele hænger uløseligt sammen.

I Danmark spiller velvilje, opfindsomhed og partnerskaber mellem EU, staten, regioner, kommuner og erhvervslivet en kæmpe rolle. Det er på mange måder simpelt. Når vi anlægger en vej, skal der ligge noget for enden af den. Og når vi anlægger en virksomhed, skal der være en vej, der fører dertil.

Grundlæggende er det nogenlunde de samme faktorer, der afvikler samfund, som skal udvikle dem igen. Derfor skal vi, der arbejder med de store samfundsmæssige udviklingsprojekter, lære af fortidens fejl og blive bedre til at forstå og benytte det simple samspil mellem de tre faktorer; fællesskab, formåen og forekomster. Når de doseres ligeligt, skaber de tilsammen et nyt og mere bæredygtigt udviklingsRUM. Når vi tilrettelægger erhvervsmæssige fremstød, kan de ikke stå for sig selv, men skal foregå i partnerskaber med andre sektorer og miljøer. Når vi iværksætter reformer, skal de ikke bare drives af kortsigtede driftsøkonomiske hensyn, men være gennemtænkt i forhold til både gevinster og konsekvenser for den helhed, de indgår i.

Inspireret af film- og kogekunsten er det derfor min erfaring: Vi skal ud af vores egne siloer og finde fællesskaberne. Formåen kan trænes, og forekomster kan skaffes, men man skal have noget sammen med nogen, inden man kan skabe noget mere. 

Her kan du læse kronikken i Politiken