Grøn Gas ledning
Tilbage til oversigten

Grøn gasledning officielt indviet

Det danske gasnet er fuldendt og resten af Danmark er nu koblet på Lolland-Falster. Gassen strømmer allerede til Lolland-Falsters to sukkerfabrikker, og det første biogasanlæg er klar til at blive koblet på gasnettet.

Gassen strømmer allerede gennem de 115 kilometer rør, der udgør Grøn Gas Lolland-Falster gasledningen, der forbinder resten af Danmark med Lolland-Falster.

Torsdag blev gasrørledningen officielt indviet ved et arrangement på Evidas MR-station lige uden for Nykøbing Falster. Det er Evida og Energinet, der har bygget gasrørledningen, der binder den danske gasinfrastruktur sammen.

”Det er en god dag for erhvervslivet på Lolland-Falster, og en god dag for Lolland-Falster som helhed. Med etablering af infrastruktur i form af ny gasledning, så skaber det nogle nye vækstmuligheder i området. Det er vækstmuligheder, der allerede i dag bliver realiseret,” siger Mikkel Wesselhoff, adm. direktør Business Lolland-Falster.

Sukkerfabrikker skifter til gas

Når årets roekampagne blæses i gang mandag 12. september, så markerer det et vendepunkt for Nordic Sugars to store sukkerfabrikker på Lolland-Falster. Begge fabrikker i Nakskov og Nykøbing er blevet koblet på gasledningen, og derfor er det nu gas i stedet for olie, der bliver brugt i den meget energikrævende produktion af sukker.

Fabrikkerne melder klar til skiftet, og det vil spare op imod 51.000 tons CO2 om året. På sigt når gassen bliver ren biogas produceret på Lolland-Falster af f.eks. roeaffald og andet biologisk affald vil CO2 reduktionen være endnu større.

Første biogasanlæg er klar til at blive koblet på den nye Grøn Gas Lolland-Falster rørledning. Det kunne Evida’s adm. direktør Kim Søgård Kristensen afsløre overfor deltagerne ved indvielsen torsdag.

”Vi har en god dialog med biogasbranchen i Danmark og især på Lolland-Falster. Vi har netop indgået den første aftale med et biogasanlæg, og det er Bigadan, der har et anlæg ved Kettinge. Det arbejde har vi sat i gang i går (red.: onsdag). Vi er også i god dialog med andre om at koble yderligere biogasanlæg på linjen. Det er en god start for Grøn Gas Lolland-Falster rørledningen,” siger Kim Søgård Kristensen.

Der er i dag 57 biogasanlæg tilsluttet gasnettet fordelt over hele Danmark med til at gøre gassystemet grønnere og andelen af biogas i systemet er lige under 40 %. Det betyder, at biogassen i 2023 reducerede CO2 udledningen med cirka 1,45 mio. t CO₂. i forhold til hvis det udelukkede var naturgas, der blev brugt.

Nature Energy er i gang ved Abed på Lolland med at bygge et biogasanlæg, der forventes udelukkende at producere biogas baseret på biologisk affald og halm. Der er også planer langt fremme om at etablere et anlæg på Falster, og her er det en gruppe af landmænd, der er gået sammen. Samt et biogasanlæg baseret på halm ved Stensø-arealet ved Nakskov.

Blandt gæsterne ved indvielsen var Søren Pind, der er ny formand for Biogas Danmark, der er brancheorganisation for biogasproducenterne. Han har for kort tid siden afløst Henrik Høegh.

”Det er en stor dag for biogasbranchen. Det er en udvidelse af gasnettet og en mulighed for at grøn gas kan præge og hjælpe på Lolland Falster. Både i forhold til, at folk kan komme af med biogassen, men også bruge den. Så det er fantastisk. Det en gasledning vi venter os meget af,” siger Søren Pind.

Søren Pinds forgænger som formand for Biogas Danmark er Henrik Høegh. Han er også tidligere fødevareminister og viceborgmester på Lolland. Han har gennem årene været en ivrig og vedholdende forkæmper for at det øvrige danske gasnet blev koblet til Lolland-Falster.

”Fuldendelse af det danske gasnet er en forudsætning for fremtidens grønne energiproduktion og den grønne omstilling i Danmark og udfasning af naturgassen på det europæiske marked. Gasledningen er ikke bare et rør til Lolland-Falster, men et gasrør fra Lolland-Falster, som udenfor sukkersæsonen vil bidrage væsentligt til den grønne omstilling i Danmark og EU gennem levering af biogas,” siger Henrik Høegh.

Stor betydning for erhvervsudvikling

Den nye gasledning har stor betydning for erhvervsudviklingen på Lolland-Falster, mener Mikkel Wesselhoff fra Business Lolland-Falster.

”Grøn Gas-ledningen åbner for store udviklings- og investeringsmuligheder, hvor nye samt eksisterende virksomheder får adgang til klimavenlig gas. Gasledningen skaber vækst og arbejdspladser. Og den – og dens afledte effekter – gør os attraktive overfor nye markeder og investorer i milliardklassen. Det er allerede en succes,” sagde Mikkel Wesselhoff i åbningstalen.

Se videoreportage fra indvielsen

Udgivet

13. september 2024