Tilbage til oversigten

Bag om alle os…

Filminstruktør Carina Randløv fra Stubbekøbing har lavet dokumentarfilmen “Alle os og siloen”. Den handler om tre års udviklingsrejse for byens borgere med udgangspunkt i Projekt 4850s arbejde med siloerne på havnen. I virkeligheden handler filmen om noget, der er større end siloerne: Hvad kan en lille by som Stubbekøbing – og mange andre små byer i Danmark – gøre for at skabe nyt liv?

Dette er et interview med filminstruktør Carina Randløv, der har lavet dokumentarfilmen ”Alle os og siloen”. Hun bor i Vejringe tæt på Stubbekøbing, og har gennem tre år tæt fulgt livet, debatten og arbejdet i udviklingsprojektet ”Projekt 4850”. Et projekt, hvor de tidligere kornsiloer på havnen spiller en hovedrolle.

Filmen har premiere torsdag den 12. marts i Stubbekøbing og den 15. marts i Grand Biografen i København som en del af CPH:DOX-festivalen.

Jeg (Søren Knudsen – journalist hos Business Lolland-Falster) mødte Carina på Stubbekøbing Havn en marts mandag i flot forårssolskin med fladt vand på Grønsund og masser af lys. Det er tre dage før hendes film har verdenspremiere i hendes hjemby. Det var en både spændt og lettet dokumentarist, vi mødte på havnen foran det store silokompleks. En havn, der denne eftermiddag var meget stille.

Søren Knudsen:

Nu står vi på havnen, og siloen er i baggrunden. Det er flot solskin, og ”Alle os og siloen” har premiere om lidt.

Hvad er det for en følelse, du står med i kroppen efter tre års arbejde, der nu kulminerer?

Carina Randløv:

Når man laver film, er der mange små afslutninger undervejs. Først lukker man klipningen.

Vi lukkede klip før jul efter fire måneder, og der græd jeg faktisk. Den anden dag så vi filmen igennem med rulletekster og det endelige lyd- og musikmix, og der græd jeg igen.

Så der har været nogle etaper undervejs, hvor man lukker forskellige dele af processen.

Det er jo flere års arbejde. Jeg tror også, jeg allerede føler en lettelse, selvom jeg endnu ikke har fået publikums reaktioner. Jeg har vist filmen til alle de medvirkende og har været rundt og vise den på min computer – én ad gangen.

Så jeg har haft nogle små forpremierer og testet filmen lidt af.

Søren Knudsen:

Og de har ikke jaget dig ud af byen endnu?

Carina Randløv:

Nej, tværtimod. Jeg føler mig faktisk ret rørt over deres reaktioner. Men vi må jo se på torsdag. Det er en vild ting at vise sådan en film i den by, den handler om. Den kan godt sætte gang i en ny debat, og det er jeg klar over.

Søren Knudsen:

Hvis den gør det, er det vel også en del af formålet?

Carina Randløv:

Ja, film må gerne skabe debat.

Men min film handler faktisk ikke om siloen som resultat.

Den handler om, hvad der er sket i Stubbekøbing over tre år og om processen bag.

Folk, der bor i byen, har jo ikke nødvendigvis været inde i maskinrummet hos Projekt 4850, og det har jeg fået lov til. Man behøver ikke nødvendigvis synes, at det, de har lavet, er godt. Jeg prøver egentlig at stå ret neutralt og skildre processen.

Søren Knudsen:

Hvad handler filmen om?

Carina Randløv:

Filmen starter med, at der står en silo på havnen i Stubbekøbing, som i mange år har været planlagt revet ned.

Så kommer der nogle kulturentreprenører som gerne vil gøre noget nyt med siloen og får byrådet med på ideen. Der har længe været en forventning i byen om, at siloen skulle rives ned. Så da ideen om at bruge den til noget opstår, sætter det gang i mange tanker.

Men i virkeligheden handler filmen om noget større: Hvad kan en lille by som Stubbekøbing – og mange andre små byer i Danmark – gøre for at skabe nyt liv?

Det handler ikke kun om butikker eller bygninger, men om at tænke på nye måder.

Når mennesker arbejder sammen om et fælles mål i stedet for at stå i opposition til hinanden, kan man faktisk løfte rigtig meget.

Søren Knudsen:

Så filmen handler mere om processen end om det endelige resultat?

Carina Randløv:

Ja, meget om processen. Den handler også om at skildre små byer i nuancer. Når man kører hurtigt gennem Stubbekøbing på en grå dag, kan man let tænke:

”Hold da op, hvor ser det dødt ud.”

Men sådan er det jo ikke.

Jeg har boet her fast i tre år, og med tiden begynder man at se bag facaderne og forstå menneskene og fællesskabet. Filmen prøver også at nuancere fortællingen om Lolland-Falster og de myter, der ofte bliver gentaget om landsdelen.

Søren Knudsen:

Hvordan fik du ideen til at lave filmen?

Carina Randløv:

Min familie og jeg har haft flexbolig her i ni år. For tre år siden flyttede vi hertil permanent. Kort efter præsenterede 4850 deres projekt i byen, og jeg blev nysgerrig. Jeg var jo også én af dem, der kom udefra som københavner, og jeg var spændt på, om jeg kunne finde mennesker her, jeg havde noget til fælles med.

Det interessante var, at jeg undervejs fandt ud af, at jeg havde mindst lige så meget til fælles med mange andre mennesker her i byen, som jeg umiddelbart ikke havde forventet.

Der er enormt mange historier om, hvordan man mon er, når man bor sådan et sted. De er bare gjort til skamme. Det er også det, der folder sig ud i filmen. Filmen leger også med den forestilling publikum kan have om de mennesker, de møder i filmen, og så folder de mennesker sig ud på en anden måde, end det man troede de ville.

Søren Knudsen:

Hvad har overrasket dig mest under arbejdet?

Carina Randløv:

Når man laver dokumentarfilm, har man ikke fuld kontrol over historien. Man har en idé om, hvad filmen skal være, men mennesker udvikler sig undervejs. Nogle personer, som jeg ikke havde forventet skulle fylde meget i filmen, kom pludselig til at spille en stor rolle.

Andre, som jeg havde fulgt længe, fyldte mindre i den endelige fortælling.

Det er en del af dokumentarens natur.

Søren Knudsen:

Er der en lykkelig slutning?

Carina Randløv:

Man kan godt lave en lykkelig slutning i en film, men en bys udvikling slutter jo ikke.

Kim Rahbek har sagt om projektet, at det ikke handler om en dag, hvor man klipper en rød snor og siger: ”Så er det færdigt.”

Det er en proces, der fortsætter.

Jeg havde egentlig håbet, at der var sket noget mere fysisk med bygningen. Noget man kunne filme, så publikum tydeligt kunne se en forandring. Det har byen jo også selv drømt om. Når der ikke sker noget synligt, kan det være svært at forstå udviklingen. Og det er også svært at lave en film om en proces, som ikke nødvendigvis kan ses.

Derfor overraskede det mig også, hvordan filmens slutning endte med at blive i forhold til det, jeg måske havde forestillet mig for tre år siden.

Dengang havde jeg nok troet, at der ville være kommet noget mere konkret – måske et væksthus eller en anden tydelig forandring. Men sådan fungerer udviklingsprojekter jo ikke altid. Man finder ud af undervejs, hvem der siger ja, og hvor lang tid det tager at få fonde og projekter på plads.

Søren Knudsen:
En klassisk udfordring i udviklingsprojekter er jo, at det fysiske resultat ikke altid afspejler, hvor meget der faktisk er sket. Dit åbningsbillede af siloen ligner i virkeligheden meget slutbilledet.

Carina Randløv:
Ja, præcis. Men indimellem er der sket enormt meget. Det er netop den proces, jeg har forsøgt at skildre i filmen – hvor kompleks sådan et projekt faktisk er.

Der er også politikere med i filmen. Simon Hansen, Guldborgsunds borgmester, er pludselig kommet til at spille en større rolle, end jeg havde forestillet mig. Han var egentlig bare tænkt som en mindre brik. Men undervejs begyndte han at tage projektet med ud i andre sammenhænge blandt andet på Charlottenborg i København og på MAPS i Køge.

Pludselig blev han en af dem, man inviterer, når man skal tale om, hvad små byer kan. Det havde jeg ikke set komme og det tror jeg heller ikke selv, han havde.

Søren Knudsen:

Hvad skal der ske med filmen efter premieren?

Carina Randløv:

Jeg glæder mig rigtig meget til at vise filmen, og jeg er især spændt på at vise den i Stubbekøbing. Det er jo her, det hele startede. Den lykkelige slutning – ikke på filmen, men på filmens rejse – vil være, hvis Stubbekøbing er stolt af filmen og tænker:

Det er noget, vi gerne vil vise frem for verden.

Så synes jeg, at jeg er lykkedes.