Tilbage til oversigten

Bremen-virksomhed etablerer skandinavisk brohoved på Lolland-Falster

Med “HUB 48 Maribo” skaber tyske Peper & Söhne et nyt transport-, industri- og logistikområde i Femern-korridoren.

“Vores interesse for denne placering er langsigtet, da vi er overbevist om, at regionen vil opleve et massivt økonomisk opsving i de kommende år. Efterspørgslen efter etableringsarealer til erhvervsmæssig brug er allerede stigende”.

Sådan siger Christoph Peper, Managing Partner i Peper & Söhne Corporate Group. Den tyske investor og projektudvikler har netop overtaget ca. 50.000 m2 erhvervsareal i Maribo Erhvervspark ved motorvejsafkørsel 48.

Klar til byggestart
Arealet er navngivet “HUB 48 Maribo”, og udbygningen vil foregå i to faser, fortæller Marco Dibbern, Operations Director for det danske datterselskab Peper & Soehne ApS.

“Første fase er på samlet 8.700 m2 og igangsættes i år. Det involverer bygninger til håndværkere, mindre erhvervsvirksomheder med særlige transportbehov samt bygninger til industrivirksomheder. I 2024 år igangsætter vi Fase 2”, siger Marco Dibbern.

Første skridt ind i Danmark
Peper & Söhne har en projektportefølje bag sig på over 2,4 mia. kr. på det tyske marked. Overtagelsen af det store areal tæt ved Femern Bælt tunnelbyggeriet er den tyske virksomheds første aktivitet i Danmark. Det sker i samarbejde med det tyske ejendomsrådgivningsfirma Robert C. Spies, som forestår markedsføringen af “HUB 48 Maribo”, og som ligesom Peper & Söhne har etableret sig med dansk datterselskab, Robert C. Spies Nordics.

Europæisk gigant i ryggen
Til at udføre byggeopgaven har man valgt DS Gruppen fra Hobro, hvor kontraktforhandlingerne er i den sidste fase. Den danske totalentreprenør blev i 2022 en del af den tyske GOLDBECK-koncern, som Peper & Söhne igennem flere år har haft et tillidsfuldt samarbejde med. GOLDBECK er via 104 lokationer repræsenteret over hele Europa og har en omsætning på over 37 mia. kr.

Tyske virksomheder kigger på Lolland-Falster
”Det siger i den grad noget om Lollands potentiale, når en seriøs tysk virksomhed som Peper & Söhne satser så massivt på vores område”, siger Holger Schou Rasmussen, borgmester i Lolland Kommune.

Hos Business Lolland-Falster, som har håndteret markedsføringen af erhvervsparken indtil nu, mærker man også en klar tendens.

“Interessen i dansk erhvervsliv for Lolland-Falster har været stigende i flere år, men nu oplever vi også en stærk interesse sydfra. Det har været vigtigt for os sammen med kommunerne at gøre det nemt for nye både danske og tyske virksomheder at etablere sig i området, og vi hører også tit, at det er en vigtig parameter”, siger Mikkel Wesselhoff, administrerende direktør i Business Lolland-Falster. Han ser et stort samarbejdspotentiale med Peper & Söhne og Robert C. Spies Nordics.

Illustration: Chetwoods Architects

Om “HUB 48 Maribo”
“HUB 48 Maribo” på Europavej i Maribo Erhvervspark ligger midt i et trafikknudepunkt. Sydmotorvejen går lige forbi med 15 minutters kørsel sydpå til Femern Bælt-forbindelsen og 90 minutters kørsel nordpå til København. Desuden er området kun to minutters kørsel fra Rute 9, der løber over Lolland og via Spodsbjerg-Tårs overfarten til Langeland og Fyn.

Om Peper & Söhne Corporate Group
Peper & Söhne Corporate Group blev grundlagt i begyndelsen af 2013 som stifternes familiekontor. Gruppen har specialiseret sig i udvikling af ejendomsprojekter, forvaltning af aktive og passive virksomhedsinvesteringer og investeringer i finansielle aktiver.

Kerneaktiviteterne projektudvikling og ejendomsadministration drives af Peper & Söhne Projekt GmbH (PSP), som blev outsourcet i 2017. Opgaverne omfatter konceptuelt design, planlægning, udvikling og revitalisering af erhvervsejendomme. Der tilbydes innovative koncepter baseret på erfaring inden for logistiksektoren. Inden for ejendomssektoren tilbyder PSP ikke kun projektudviklinger, men også projektområder, projektideer og kapitalinvesteringsmuligheder. For det danske marked varetages denne opgave af Peper & Soehne ApS, som blev grundlagt i 2022.

Indtil nu er der gennemført mere end 35 projekter med et beløb på over 322,4 millioner euro. Peper & Söhne Corporate Group er således godt etableret i den nordvestlige del af Tyskland. I 2020 gennemførte Peper & Söhne et projekt, som betød meget for virksomheden: Med “Allerkai 4”, som er en del af den omfattende omstrukturering af industri- og logistikområdet i Bremen-Hemelingen, blev der især taget hensyn til de små og mellemstore virksomheders interesser. Det er også her, at Peper & Söhne har sit hovedsæde.

Det aktuelle store projekt er omdannelsen af det 9 hektar store areal af den tidligere Neustadtsgüterbahnhof i Neustadt i Bremen. SPURWERK bliver i løbet af de kommende år et moderne, urbant og sympatisk solidt nyt kvarter med masser af plads til mange forskellige anvendelsesmuligheder og gode forbindelser.

Udgivet

16. februar 2023