Benjamin Plensou og David Mularczyk
Tilbage til oversigten

Business Lolland-Falster opruster på grøn omstilling

Milliardinvesteringer og et stort antal nye arbejdspladser indenfor den grønne omstilling er på vej til Lolland og Falster.

Derfor fokuserer Business Lolland-Falster nu yderligere på dette område, og har ansat tre nye medarbejdere, der skal arbejde med projekter der kan understøtte tiltrækning af investeringer og virksomheder indenfor den grønne omstilling.

Ingeniør fra forskningsverdenen

To af de nye medarbejdere tiltrådte 1. februar i år og den tredje tiltrådte 1. marts.
Det er 29-årige David Mularczyk, der er uddannet maskiningeniør fra DTU. Han kommer fra et job som forskningsassistent på DTU, hvor han arbejdede med alternative brændstoffer til marine industrien. Han skal i det nye job som forretningsudvikler og projektleder hos Business Lolland-Falster især arbejde med de teknologiske vurderinger af de kommende grønne investeringer, der er på vej til området.

David Mularczyk

”Jeg er glad for at kunne være med til at udvikle og forløse det store potentiale som den grønne omstilling giver os på Lolland-Falster. Det er især mulighederne indenfor Power-To-X, der kan give vækst med nye virksomheder og arbejdspladser, og det ser jeg frem til at arbejde med,” siger David Mularczyk, der kommer fra Sakskøbing.

Digital ekspert fra medieverdenen

Benjamin Plensou er også tiltrådt 1. februar en stilling som forretningsudvikler og projektleder hos Business Lolland-Falster. Han er uddannet markedsføringsøkonom, og kommer fra en stilling som digital mediekonsulent i Folketidende Gruppen. Han skal arbejde med forretningsudvikling indenfor grøn omstilling og bæredygtighed, og kommer til at arbejde en del med landbrug og fødevaresektoren.

Benjamin Plensou

”Jeg glæder mig til at komme i gang, og være med til at give mit bidrag til at vi sætter gang i en udvikling af virksomhederne og samfundet i en endnu mere grøn og bæredygtig retning,” siger Benjamin Plensou, der bor i Idestrup på Falster.

Ambitiøs grøn strategi

Tredje nye medarbejder er Annette Løttrup-Moore, som tiltræder 1. marts. Anette har i en længere årrække arbejdet med bæredygtighed og miljøledelse i flere udenlandske virksomheder blandt andet i Østafrika. Hun har en master i bæredygtighed og miljøledelse fra universitetet i Derby i Storbritannien samt en uddannelse som green energy finance specialist fra Renewable Academy i Berlin. Annette kommer fra Falster og er bosat ved Nysted på Lolland.

Annette Løttrup-Moore
Annette Løttrup-Moore

Ansættelserne er led i realiseringen af en meget ambitiøs strategi, der skal udvikle Lolland-Falster til en international foregangsregion for fremtidens grønne erhverv.

”Grøn omstilling skaber – og vil skabe stor vækst de kommende år, og her står vores område i en styrkeposition med gode muligheder for at tiltrække nye virksomheder og investeringer, og dermed skabe nye arbejdspladser. Den udvikling skal vi forstærke. Det kræver flere muskler hos Business Lolland-Falster og derfor er vi virkelig glade for at have fået så stærkt et hold plads i forhold til understøttende projekter,” siger investeringschef Steffen Lund, der har ansvar for Business Lolland-Falsters indsatser indenfor grøn omstilling med særlig fokus på energi- og fødevareproduktion.

Udgivet

1. marts 2023