Udgivet
18. maj 2022
Det kan godt betale sig at gå over åen efter vin. Lollandsk frugtavler indgår samarbejde på den anden side af Femern Bælt, og ser frem til nye flasker på hylderne.
“I Tyskland har de 2-300 års erfaring med det, jeg vil i gang med, og nu har jeg fået en tysk kollega, som ovenikøbet kun er er en halv times kørsel fra færgen i Puttgarden. Det betyder, at vi meget hurtigt kan komme i gang med et nyt spændende eventyr.”
Sådan lyder det fra Erik Lolle, der ejer og driver Lolle Frugt ved Sakskøbing. Det nye eventyr handler om at skabe ny dansk vin og sherry af blandt andet æbler og hindbær, som skal udvide virksomhedens sortiment af drikkevarer, som pt. tæller æblemost og æblebrændevin.
Råvarer i Danmark, bryggeri i Tyskland
Sakskøbing-virksomheden har alle råvarerne til vin og sherry, men mangler brygge-erfaring og produktionsapparat. Det har til gengæld Erik Lolles nye samarbejdspartner i Blekendorf i Nordtyskland, Baltica Saft- & Weinmanufaktur.
Fremover vil de to virksomheder sælge hinandens produkter på hver deres side af Femern Bælt, og ved at indgå et produktionsarbejde kan Lolle Frugt nu springe års udviklings- og forædlingsarbejde over i forhold til at skabe ny kvalitetsvin og sherry på lollandske bær og frugter.
Ligner hinanden
“Jeg er åben for nye ideer og udfordringer, og Danmark kommer tættere på med Femern Bælt-forbindelsen”, siger indehaver af Baltica Saft- & Weinmanufaktur, Siegbert Melzer.
Den tyske virksomhed har egen avl af æbler og aroniabær og producerer en række forskellige vine og sherryer af frugt og bær. De to virksomheder har dermed meget til fælles og for Siegbert Melzer er der endnu en oplagt grund til at tage et forretningsmæssigt skridt ind i Danmark:
“Jeg tilbringer normalt min ferie i Danmark, så hvorfor ikke også sælge min vin i Danmark”, som han siger.
Flere lokale over grænsen
De to virksomheder fandt sammen gennem det EU-støttede projekt German-Danish Innovation, som drives af flere erhvervsorganisationer, herunder Business Lolland-Falster og Erhvervshus Sjælland.
“Vi oplever, at der er flere lokale virksomheder, som får mod på at tænke forretning på den anden side af grænsen. Nordtyskland bliver meget snart en del af vores nærområde, så vi er meget interesseret i at hjælpe lokale virksomheder med at få fodfæste i vores nye virkelighed”, siger adm. direktør i Business Lolland-Falster, Mikkel Wesselhoff.
“Bare fordi der er en grænse skal man da ikke undlade at udnytte de muligheder, vi har hos vores tyske naboer og kolleger. Og det bliver jo nemmere i årene fremover”, siger Erik Lolle. Han forventer, at det første resultat af bryggeri-samarbejdet bliver en hindbærsherry. Dyrket i Sakskøbing, brygget i Blekendorf.
Læs desuden en artikel om samarbejdet i Lolland-Falsters Folketidende.
Udgivet
18. maj 2022