nyt hus foran gammelt hus i nykøbing
Tilbage til oversigten

De nye disruptere på ejendomsmarkedet

Startup’en Waitly har skabt en ny standard for boligventelister. Netværket så deres forretningspotentiale, og virksomhedens udvikling blev sat i ekspresfart. Efter blot to år formidler Waitly ca. 60 boliger om måneden. Til sammenligning solgte den mest sælgende ejendomsmæglerbutik i Danmark i 2020 knap 50 ejendomme pr. måned. 

 

Mange opfindelser udspringer fra et selvoplevet behov eller problem. Sådan er det også med Waitly. Mange forretningssucceser bygger på evnen og tilliden til at række ud efter hjælp og rådgivning. Og sådan er det også med boligventeliste-tjenesten Waitly, som indtil videre har mere end 21.000 boligsøgende brugere og administrerer over 300 ventelister.

Hvis Waitly var en ejendomsmægler, ville virksomheden være Danmarks største. Hver måned formidler de ca. 60 boliger.

Disrupter ejendomsmarkedet

“Vi vil gerne udfordre, sådan som tingene plejer at være”, fortæller Morten Pyndt Dalgaard, der sammen med Tim Lykke Myhrvold har stiftet Waitly. Kort fortalt har virksomheden forandret måden at håndtere ventelister til andels- og lejeboliger, så både bestyrelser, administratorer, udlejere og lejere slipper for både besvær og usikkerhed.

Fra hvert sit udgangspunkt, Tim i København og Morten i et udviklingsmiljø hos Business Lolland-Falster på Lolland-Falster har de siden 2019 videre opbygget en organisation med i alt otte ansatte, fordelt på Nykøbing Falster, København og Berlin.

Statslig opbakning til væksten

Ikke blot kunderne, som udgøres af både boligsøgende, foreninger og administratorer, men også staten har fået øje et godt øje til Waitly. Således har statens finansieringsfond Vækstfonden valgt at bidrage til finansieringen af Waitlys opskalering.

“Vi ville rigtig gerne være med til at accelerere Waitly’s mulighed for at skabe flere arbejdspladser. Det var afgørende for os, at de allerede have etableret en vis kundebase og dermed havde bevist værdien af deres produkt. Og så var det også af stor betydning, at der et stærkt founder team, nemlig Morten med software-kompetencer og Tim med sin baggrund fra et konsulenthus”, fortæller Oliver Hermann Enevoldsen, Porteføljekundechef i Vækstfonden.

Hjælpen blev serveret

Inden Waitly indsendte låneansøgningen via Vækstfondens hjemmeside, havde stifterne modtaget udviklingsstøtte på 415.000 kr. fra Innovationsfondens støtteprogram Innobooster, der er rettet mod innovative forretningsideer i små og mellemstore virksomheder. Vækstfonden matchede med lån på et tilsvarende beløb, og de to stiftere lagde selv 200.000 kr. i udviklingspuljen. Det gav budget til flere ansatte og dermed hurtigere udvikling af produkt og kundeportefølje. Og nu ca et år efter, er Waitly klar til at tage det næste kvantespring og i gang med en ny investeringsrunde.

At der var økonomisk hjælp at hente fra det offentlige, havde stifterne ikke selv tænkt ind som et element i forretningsudviklingen. Men Business Lolland-Falster så deres potentiale og fortalte om mulighederne hos Innovationsfonden og Vækstfonden samt hjalp med ansøgningsprocessen.

Flytning var indgang til mulighederne

“I forbindelse med min egen IT-virksomhed har jeg i nogle år haft kontor hos den Business Lolland-Falster. Jeg flyttede til Nykøbing F. sammen med min hustru for nogle år siden, og her ligger et af Business Lolland-Falsters udviklingsmiljøer. Det var en af deres forretningsudviklere, som gjorde os opmærksom på mulighederne og mente, at vi opfyldte kriterierne”, fortæller Morten Pyndt Dalgaard.

Siden da er Vækstfonden og Waitly nærmest blevet naboer, idet Vækstfonden i samarbejde med Business Lolland-Falster har etableret satellitkontor på Lolland-Falster med henblik på at nå ud til flere af Danmarks talentfulde virksomheder. Så nu bliver det endnu nemmere for andre lokale innovative virksomheder at få øje på mulighederne.

Netværket giver et forspring

“Vi var ikke kommet hertil med den hast, hvis ikke vi havde placeret os i et miljø, hvor inspiration og gode råd er lige til at plukke. Vi har nogle klare ambitioner om at komme ud til kunder i hele Danmark og også andre lande. Jeg er overbevist om, at det har givet os en konkurrencefordel, at vi har fået så stærk en opbakning, som vi har”, siger Morten Pyndt Dalgaard.

“En af vores opgaver som erhvervsorganisation er at spotte erhvervs-talent og vise dem vej til mulighederne”, siger forretningsudvikler Claus Madelung, Business Lolland-Falster. “Waitly fortjener anerkendelse for en stærk ide og produkt med et klart potentiale til at skabe arbejdspladser. Men at de samtidig har været aktive i forhold til at opsøge sparring og råd, har givet dem en klar fordel”, siger Claus Madelung.

 

Billedtekst: Meget sigende for Waitly’s udvikling, mangler der er par nytilkomne medarbejdere på gruppefotoet. Bagerst, tv: Morten Pyndt Dalgaard (medstifter), midtfor: Christian (account manager), th: Tim Myhrvold (medstifter). Forrest, tv: Alex (ux/ui designer), midtfor: Caroline (kommunikation), th: Rasmus (udvikler). Mangler på billedet: Simon (udvikler) og Nickolaj (udvikler).

Udgivet

7. januar 2022