Den Lille Fede Festuge
Tilbage til oversigten

Den Lille Fede Festuge modtager Initiativprisen 2026

Flyttemand Olsens Sangforening og Vores Nykøbing hædres for festugen, der på to år har skabt en ny tradition og samlet lokale kræfter om musik, aktiviteter og fællesskab i Nykøbing Falster.

Den Lille Fede Festuge modtog onsdag aften den 4. november Initiativprisen 2026 ved erhvervsprisfesten på Nykøbing F. Teater. Thomas Henckel,, direktør i Revisionsfirmaet Aage Maagensen, motiverede og overrakte prisen foran 200 gæster fra områdets erhvervsliv.

Fra venstre: Per Hansen, Dennis Nymand, Martin Ravn, André Andersen, Louise Rützou og Ulrik Ravn

Festugen blev afholdt første gang i 2025 og vendte tilbage i august 2026 med tre dage fyldt med musik, aktiviteter og fællesskab midt i byen. Bag initiativet står Flyttemand Olsens Sangforening og Vores Nykøbing.

”Flyttemand Olsens Sangforening og Vores Nykøbing har sammen har skabt en begivenhed, der samler borgere, erhvervsliv, foreninger og besøgende,” sagde Thomas Henckel, direktør i Revisionsfirmaet Aage Maagensen.

I sin begrundelse fremhævede han arbejdet bag byfesten. Både planlægningen, opbakningen fra sponsorer og samarbejdspartnere og den store indsats fra de mange frivillige er afgørende for, at arrangementet kan lykkes.

”Resultatet er en festuge, der skaber liv i bymidten, styrker fællesskabet og giver både lokale og besøgende endnu en god grund til at lægge vejen forbi Nykøbing Falster,” sagde Thomas Henckel.

Hos Flyttemand Olsens Sangforening var der god feststemning over at modtage Initiativprisen.

”Vi blev selvfølgelig glade. Vi gør det her, fordi vi brænder for det og gerne vil give noget tilbage til området. Men det er altid dejligt at blive anerkendt for arbejdet. Det giver blod på tanden, ligesom det giver gåsehud at stå på torvet og se 4.000 mennesker, der er kommet til den fest, vi har skabt,” siger Martin Ravn fra Flyttemand Olsens Sangforening.

Næstformand Ulrik Ravn med sangforeningens meget karakteriske logo på jakken.

Flyttemand Olsens Sangforening er ikke hvad man tror, da de ikke synger eller flytter noget. Flyttemand Olsens Sangforening er gruppe af venner, der skaber fest, liv og fællesskab i Guldborgsund Kommune. Venskabet blev til et fælles initiativ i 2013 og en formel forening i 2021 med ambitionen om at skabe landsdelens største oktoberfest. I dag står foreningen bag Den Lille Fede Festuge sammen med Vores Nykøbing. Med skæve idéer, høje ambitioner og opbakning fra en stor flok frivillige omsætter de lysten til at feste til oplevelser for hele området.

Hos Vores Nykøbing er der stor glæde over Initiativprisen.

”Prisen er et klap på skulderen for det store arbejde, der ligger bag festugen, og en anerkendelse, vi er stolte af. En festuge kommer ikke af sig selv. For os handler det blandt andet om, at de unge kan bidrage og have noget at være stolte af her i området. At festugen også bliver bemærket i resten af Danmark, er kun positivt,” siger Andre Andersen fra Vores Nykøbing.

André Andersen og Louise Rützou fra Vores Nykøbing

Samarbejdet mellem de to foreninger er noget utraditionelt, og det er netop styrken.

”Det er et vanvittigt match mellem to meget selvstændige foreninger, som hver især ved, hvad de vil. Vi kan noget forskelligt, og vi er tilpas innovative, småskøre og hårdtarbejdende til at finde en fælles retning. Det er kombinationen af vores kompetencer, der gør festugen mulig,” siger Andre Andersen fra Vores Nykøbing.

Årets anden Initiativpris blev tildelt Peter Dan Petersen, formand for Nakskov Handel & Erhverv.

Initiativprisen blev uddelt første gang i 2024 og anerkender mennesker, der tager initiativ, engagerer sig og gør en særlig indsats for Lolland-Falster. Prisen sætter fokus på de lokale kræfter, som omsætter gode idéer til handling og gør området til et attraktivt sted at bo, arbejde og besøge.

Udgivet

5. november 2026