Udgivet
30. juni 2026
Hvem skal modtage Lolland-Falsters Erhvervspris 2026, når prisen til efteråret uddeles for 43. gang?
Arbejdet med at finde kandidater til Lolland-Falsters Erhvervspris er gået i gang, og der er nu åbnet for nomineringer af kandidater blandt virksomhederne på Lolland-Falster. Nomineringer sker via erhvervsprisens hjemmeside på lferhvervspris.dk.

Det er Business Lolland-Falster, der i samarbejde med Nordea, Revisionsselskabet Aage Maagensen og Folketidende Gruppen uddeler erhvervsprisen. Prisen gives til en virksomhed, der gør en særlig forskel for Lolland-Falster.
”Lolland-Falster har mange virksomheder, der hver dag bidrager til vækst, arbejdspladser og lokal udvikling. Med erhvervsprisen sætter vi fokus på de virksomheder, der både skaber solide resultater og tager ansvar for det område, de er en del af. Derfor håber vi, at mange vil være med til at nominere en virksomhed, som fortjener den anerkendelse,” siger Mikkel Wesselhoff, administrerende direktør i Business Lolland-Falster.
For at komme i betragtning til Lolland-Falsters Erhvervspris skal virksomheden være i vækst og præstere solide økonomiske resultater. Samtidig skal virksomheden bidrage til en bæredygtig udvikling med fokus på innovation, investering i klimavenlige teknologier og løsninger samt bæredygtige produkter og serviceydelser.
Nordea stiftede prisen tilbage i 1983, og prisen er siden blevet styrket og udviklet i samarbejde med de nuværende partnere bag Lolland-Falsters Erhvervspris.
”Erhvervsprisen handler om at anerkende virksomheder, der har skabt dokumenterbare resultater og samtidig viser retning for fremtidens erhvervsliv på Lolland-Falster. Vi ser mange stærke virksomheder i landsdelen, som har formået at udvikle sig på et højt fagligt og forretningsmæssigt niveau. Dem vil vi gerne have frem i lyset,” siger Ingolf Stenstrup Larsen, områdedirektør i Nordea.
Det er muligt for alle at nominere en virksomhed. Nomineringen sker via hjemmesiden https://www.lferhvervspris.dk/.
Lolland-Falsters Erhvervspris 2025 gik til Vestas i Nakskov. Tidligere vindere kan ses på erhvervsprisens hjemmeside.
Udgivet
30. juni 2026