Udgivet
23. september 2024
Der bliver ofte råbt hurra hos Enelco i Nykøbing. Det er nemlig ikke så sjældent, at man fejrer jubilæum blandt medarbejdere. Om lidt skal flagene findes frem igen, for så har Enelcos bogholder og kontordame Birthe 40-års jubilæum – kort tid efter, at man fejrede 40 år med en anden medarbejder. For ikke at tale om de adskillige medarbejdere, der har holdt 25-års jubilæum.
“10-års jubilæum fejrer vi slet ikke, for så kunne vi nærmest ikke lave andet,” griner Lars Sørensen, den ene af Enelcos to ejere, og understreger, at man selvfølgelig sætter pris på, når medarbejderne har været i virksomheden i 10 år.
Nomineringen til Lolland-Falsters Erhvervspris 2024 sker blandt andet på baggrund af, at Enelco har fokus på en bæredygtig medarbejderstab. Antallet af medarbejdere har været støt stigende siden 1990’erne, og der bliver gjort en indsats for at holde på medarbejderne. Den sidste fredag i måneden er der fællesspisning, og derudover er der firmaudflugter, vinterrevy og fælles ture til NFH’s håndboldkampe.
“Vi plejer at sige, at vi alligevel skal være her 37 timer om ugen sammen. Så er det altså lidt sjovere, hvis vi har noget socialt at bygge det op på,” forklarer Lars Sørensen.
Men det er ikke nok at holde på de eksisterende medarbejdere. For at have en bæredygtig medarbejderstab, må man også have nye ind. Hos Enelco er der lige nu 10 lærlinge, og i en tid, hvor det kan være svært for eleverne at finde lærepladser, er det vigtigt for Enelco at tage et socialt ansvar, fortæller Lars Sørensen:
“Vi er et samfund, der har nogle opgaver, og dem er vi som virksomhed forpligtet til at bidrage til at håndtere.”
Derfor har Enelco også praktikanter fra CELF, folkeskolen og områdets efterskoler, ligesom Sprog- og integrationscentret nogle gange sender en borger med udenlandsk baggrund forbi for både at lære dansk på en anden måde og samtidig få noget erhvervserfaring.
Udgangspunktet hos Enelco er dog Lolland-Falster. Derfor støtter virksomheden flere lokale foreninger og initiativer, fx NFC, Horbelev IF, Team Rynkeby og Lolland F. Cykelklub. Og så er der Enelco-løbet, der startede for 10 år siden ved, at Enelco blev kontaktet af foreningen Familier med kræftramte børn og Superinvestor. De opfordrede Enelco til at arrangere et løb for at samle penge ind til foreningen.
Lidt naivt sagde Enelco ja, siger Lars Sørensen, og husker, hvordan de på ganske få dage fik stablet det på benene med tilladelser fra kommunen, politiet og beredskabet.
“Vi fik sågar polititilladelse til, at vi kunne starte løbet med en sortkrudtskytte, fortæller han med et stort smil.”
Enelco-løbet blev en stor succes og samlede omkring 250.000 kroner ind til det gode formål. Og så er det bare fortsat derfra, forklarer Lars Sørensen. Hvor det i 2014 var en stort opslået regional begivenhed, er det dog nu et mere lokalt løb, hvor pengene går til en lokal forening.
“Vi prøver at finde lokale foreninger, hvor vi ved, pengene vil gøre en forskel. Samtidig vil vi gerne vise vores opbakning til dem, der gør en ekstra indsats for vores område,” slutter han.
Udgivet
23. september 2024