Industripark ved Rødbyhavn
Tilbage til oversigten

Et stort ja tak til ny industripark

Synspunkt: Business Lolland-Falsters administrerende direktør Mikkel Wesselhoff siger ja tak til at industriparken ved Rødbyhavn skal være en af de fem statslige industriparker, der skal udpeges i 2025.

Regeringen har besluttet, at der i løbet af 2025 skal udpeges fem store nye industriparker rundt om i Danmark. Det er oplagt, at den ene skal ligge ved Rødbyhavn på Lolland-Falster.

Rød løber til produktionsvirksomheder’ skal gøre det mere attraktivt at investere i etablering af produktionsvirksomheder i en af fem nye industriparker i Danmark ved at sikre særligt smidige vilkår. Med en eneste myndighed, eller one-stop-shop, til at håndtere en sag, skal det fremover ikke være bureaukrati, der spænder ben for danske og internationale investorer. Det er godt tænkt.

Store byer som Ålborg, Odense og Esbjerg har udtrykt interesse for at blive en af de kommende industriparker. Lolland Kommune byder også ind, og de gode argumenter for Lolland-Falster står efter min mening i kø:

Vi har placeringen. Rødbyhavn er den ideelle placering af en ny industripark i international skala med direkte adgang til havn, motorvej og jernbane placeret centralt i Nordeuropa. Vi får et nærområde på ni mio. mennesker indenfor få år.

Vi har planerne. Arbejdet med at skitsere et grønt industriområde omkring Rødbyhavn er for længst gået i gang. Med ubebygget forland og bagland ved havnen og tunnelområdet er der et enormt og realistisk potentiale for at ændre erhvervsstrukturen positivt på Lolland-Falster og i Østdanmark langt ind i fremtiden.

Vi er i gang. Femern Bælt-tunnelen står klar i 2029, og så bliver vi landfast med Nordeuropa, både fysisk og mentalt. Et stort flertal i Folketinget har permanentgjort tunnelelementfabrikken, og når alle elementerne er færdigstøbt i 2027, står fabrikken klar til at servicere andre globale megaprojekter. Den indgår i en bæredygtig og styrket forretningsmodel for områdets drift for private virksomheder og offentlige anlægsprojekter.

Vi har pladsen og havnen. Få andre steder i Danmark byder på så meget plads som Lolland-Falster. Vi kan bidrage væsentligt til, at Danmark når de nationale klimamål. Offshore havvind er en nøglesektor i den grønne omstilling, og vi arbejder allerede på at tiltrække virksomheder, der kan levere til branchen. Det kræver plads og direkte adgang til en havn, der ikke allerede er smeltet sammen med en storby og derfor kan udbygges.

Vi har medarbejderne. Også der har vi et forspring, idet tunnelbyggeriet har tiltrukket en stor arbejdskraftressource, også fra udlandet, som kan transformeres over i andre virksomheder om få år. Samtidigt viser aktuel analyse, at når Femern Bælt-tunnelen åbner kan knap 24.000 tyskere pendle til Lolland-Falster på mindre end en time.

Så er de tungtvejende logistiske argumenter for en industripark på Lolland-Falster slået fast. Men husk – det handler ikke kun om at sige ja til selve placeringen af industriparken, men også til alt det den kan bringe med sig af afledte gevinster. Det er en vigtig del af visionen om, at vi i fællesskab skaber den velstand som sikrer vores velfærd og gør Lolland-Falster et godt sted at leve og arbejde.

Udgivet

10. februar 2025