Fødevarealliance
Tilbage til oversigten

Dækker op til samarbejde om sundhed og klima

Region Sjælland og Business Lolland-Falster inviterer til lanceringen af en ny fødevarealliance i regionen. Alliancen vil gennem produktion af fødevarer og mad sætte en ny bæredygtig retning for hele regionen samt sikre en økonomisk stærkere region og en sundere befolkning.

Det hele handler om maden vi spiser, og hvordan råvarerne bliver produceret.

“Vi har i vores område noget af verdens bedste landbrugsjord. Det skal vi benytte til at gøre Region Sjælland til en region, hvor vi med hvert vores udgangspunkt kan bidrage til, at flere lokale og regionalt producerede fødevarer lander på vores spisebord. Hvor der bliver skabt flere lokale arbejdspladser og hvor produktion, grøn omstilling og biodiversitet går hånd i hånd, “siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.

Bæredygtig udvikling starter på tallerkenen

Bag initiativet står Region Sjælland og Business Lolland-Falster, der med projektet rækker ud til alle relevante aktører inden for produktion, forarbejdning og distribution af fødevarer med en invitation til at deltage i etableringen af en fødevarealliance. Målet er at samle parterne om bordet, hvor man i fællesskab tager udfordringen op og skaber forandring sammen.

“Løsningen ligger på vores tallerken. Vi kan spise os ud af såvel klimakrise som den sundhedskrise, vi som samfund befinder os i. Samtidigt kan vi sætte gang i en bæredygtig udvikling, der giver flere arbejdspladser i landdistrikterne. Det kræver en stor indsats fra os alle og den regionale udvikling starter på vores tallerken, “siger Kim Rahbek Hansen, formand for Business Lolland-Falster.

Initiativet vil blive præsenteret på en konference den 15. april i Sakskøbing. De inviterede deltagere vil blive præsenteret for projektet og få mulighed for at drøfte, hvordan de sammen kan øge den lokale produktion af grønne fødevarer, fremme natur og biodiversitet samtidig med, at det skaber sundere borgere og flere arbejdspladser i landdistrikterne.

“Verdens udfordringer er også Region Sjællands og vice versa. Derfor er ambitionen, at der kan skabes ringe i vandet, og at løsninger kan deles på tværs af regioner og lande og dermed inspirere til løsninger, der kan hjælpe offentlige og private aktører verden over,” siger regionsrådsformand Heino Knudsen.

Udgivet

9. april 2024