Udgivet
18. april 2024
Der var dækket op til 115 – men allerede inden konferencen gik i gang – var det nødvendigt at sætte flere stole frem i Raffinaderiet hos Scandinavian Impact på den tidligere sukkerfabrik i Sakskøbing.
Interessen for at være med til startskuddet til Fødevarealliancen Region Sjælland var stor, og det var en meget engageret gruppe af deltagere, der var mødt op. Det var planteavlere, landmænd, forskere, kokke, frugtavlere, restauratører, køkkenchefer samt repræsentanter for supermarkeder, uddannelsesinstitutioner, folkemøder og fagforeninger til grossister, politikere og fødevareproducenter – alle var de mødt frem til præsentationen af den nye Fødevarealliancen Region Sjælland.
”Vi tror på at nogle af svarene på tidens store spørgsmål og nogle af løsningerne til de store udfordringer vi har, kan starte med noget så simpelt som en tallerken. Løsningen ligger på vores tallerken,” sagde Mikkel Wesselhoff, administrerende direktør Business Lolland-Falster i velkomsten til konferencen mandag 15. april 2024.
Det er Region Sjælland og Business Lolland-Falster, der er gået sammen om et projekt med målet om at danne en regional fødevarealliance, hvor der er fokus på at løse fem store udfordringer på én gang.
De fem udfordringer er: Klimakrisen, biodiversitetskrisen, sundhedskrisen, øget bæredygtig produktion af fødevarer samt skabe flere arbejdspladser i landdistrikterne.
”Jeg praler altid med, at vi har noget af verdens bedste landbrugsjord i vores område, og det skal vi jo benytte og udnytte til også at skabe et helt nyt ejerskab og en helt ny forretningsmodel for regionale og lokale fødevarer. Det er mit håb, at dagen i dag er begyndelsen på en bredere dialog blandt alle relevante aktører inden for produktion, forarbejdning og distribution af fødevarer og at vi inden længe kan indgå helt konkrete og forpligtende partnerskaber, der gavner både en mere bæredygtig fødevareproduktion i Region Sjællands geografi, nedbringer CO2-udledning og skaber lokal udvikling, stolthed og nye arbejdspladser,” siger Heino Knudsen regionsrådsformand Region Sjælland.
Hovedtaler ved konferencen var Claus Meyer – lollik, kok og gastronomisk iværksætter og denne dag også samfundsdebattør med bid. Han holdt et velforberedt oplæg, der som dagens hovedret på en og samme tid gav alle tilhørere såvel en sød som sur smag i munden.
For som Claus Meyer sagde:
”Jeg ved ikke, hvad der er det mest grusomme paradoks: At to milliarder mennesker sulter eller er underernæret mens andre to milliarder lider af svær overvægt eller fedme eller at en tredjedel af verdens fødevarer hvert år går til spilde, efter at afgrøderne er høstet. En virkelig dårlig nyhed er, at vores fødevaresystemer, udover at være en katastrofe for klimaet og biodiversiteten, ikke er i stand til at brødføde en stigende verdensbefolkning bæredygtigt. Den gode nyhed er – og det er derfor, at jeg er så taknemmelig for dette projekt – at det vi spiser, og måden vi producerer det på, synes at repræsentere en sølvkugle. Vores fødevare system er det mest betydningsfulde område vi har, hvor vi kan ændre vores adfærd, hvis vi vil undgå at begrænse de kommende generationers livsmuligheder. Og det er noget, vi uanset branche både som private mennesker og som erhvervsledere, kan være med til at gøre noget ved,” sagde Claus Meyer til konferencens deltagere.
Deltagerne i den fire timer lange konference fik undervejs rig lejlighed til at drøfte, hvordan de sammen kan øge den lokale produktion af grønne fødevarer samt fremme natur og biodiversitet samtidig med at det skaber sundere borgere og flere arbejdspladser i landdistrikterne.
Ideerne var mange, og kredsede alle om de tre M’er – Marken, Markedet og Maden.
Det er Business Lolland-Falster, der har ansvaret for projektet, og her er det ambitionen at der sker handling og forandring i løbet af kort tid.
”Vi fik mange gode og interessante ideer fra deltagerne og vi arbejder nu videre med dem i projektet. Ideerne bliver analyseret og vi går nu i gang med at omsætte dem til konkrete handlinger i løbet af de næste 100 dage,” siger Gustav Jensen, der er projektleder hos Business Lolland-Falster.
For Mikkel Wesselhoff var det en god eftermiddag og han har store forhåbninger og ambitioner på projektets vegne.
”Vi har en særlig forpligtigelse til at sørge for at der kommer noget lokalt på vores tallerkener. Det gør CO2 udledningen mindre. Vi skal også spise mere grønt. Det øger biodiversiteten. Vi har nogle muligheder lokalt i hele Region Sjælland, fordi vi har forudsætningerne for at få sundere og grønnere fødevarer lokalt. Jeg håber, at vi de næste 100 dage kan vise nogle konkrete resultater, fordi løsningen ligger på tallerkenen,” siger Mikkel Wesselhoff.
Udgivet
18. april 2024