Hideaway vingård
Tilbage til oversigten

Fornem gastronomipris til Fejø iværksætter

Iværksætter og vinavler Karin Hvidtfeldt fra Fejø modtager Andreas Harders Mindepris for at have skabt et smukt gastronomisk pionerprojekt med Hideaway Vingård og Figenarboret.

Det blev iværksætter og vinavler Karin Hvidtfeldt fra Fejø, der torsdag modtog den fornemme gastronomipris Andreas Harders Mindepris. Prisen blev overrakt på Suhrs Højskole i København, og det var en beæret Fejø vinavler, der modtog prisen.

”Det er en pris, der betyder meget for mig personligt, men også for vores vingård og Figenarboret. Vi er superglade for det skulderklap som en sådan pris er. Det er en ære at komme i liga med Andreas, en person jeg altid har beundret som en super dygtig kommunikator og produktudvikler,” sagde Karin Hvidtfeldt i takketalen.

Andreas Harders Mindepris gives til en person eller et projekt, der fokuserer på godt madhåndværk, miljø og iværksætteri – en original indsats på et højt kvalitetsniveau i Andreas’ ånd.

”Jeg kendte ham mest fra et fint samarbejde omkring Frugtfestivalen i Sakskøbing, men også fra et besøg på Fejø for efterhånden rigtig mange år siden på en sommerdag. Her sad vi rundt om bordet med samtaler om vin og mad. Et meget fint menneske, der i dag lever gennem sine bøger og i vores hjerter,” siger Karin Hvidtfeldt.

Der var mødt knap 50 gæster op for at fejre Hideaway og Karin Hvidtfeldt. 

Det var Katrine Klinken fra priskomiteen, der overrakte prisen og hun begrundede valget af Hideaway på denne måde:

”Karin Hvidtfeldt fra Hideaway Vingård & Figenarboret har skabt et smukt gastronomisk pionerprojekt og en original indsats på et højt kvalitetsniveau i Andreas’ ånd. Det er sket gennem en stor indsats for godt madhåndværk og med en kompromisløs kvalitet. Hun har med stædighed gået mod strømmen og turde tage chancer for at skabe Hideaway som sted og med produkter af høj kvalitet,” lød det blandt andet i begrundelsen fra Katrine Klinken.

Et særligt sted

Hideaway Vingård og Figenarboret er et særligt sted på Fejø med fokus på biodiversitet og økologi. Der produceres vin, de driver et traktørsted og lejer vingårdshytter ud. Udover vin har Karin plantet et stort figenarboret med 70 forskellige figensorter, der er det eneste af sin slags og størrelse i Nordeuropa.

Hideaway blev skabt af Karin og hendes nu afdøde mand Michael Gundersen.

Han døde i 2018 – ganske kort tid efter, at vingården åbnede. De havde sammen fundet Fejø, hvor der var et mildt og frugtbart klima, og i påsken april 2003 købte de en mindre grund lige ved færgelejet på Fejø. I 2006 købte de det sted, der i dag er Hideaway Vingård og Figenarboret.  Dengang en hensygnende landejendom, med en vildtgroet frugtplantage og faldefærdige bygninger.

”Jeg har jo fået prisen for hele Hideaway projektet – vinene, figenarboretet, økologien og bæredygtigheden og arbejdet med at skabe biodiversitet.  Men for mig er det vigtigste måske den helt unikke stemning og det look som stedet har, og som vores gæster ofte nævner, som det der gør Hideaway helt unikt for dem. Det er så det, der hviler på mit skønne team, det gode værtskab hvor gæsten er i centrum, og i de farver og det plantevalg vi, eller i høj grad Michael har truffet, baseret på hans viden og interesse for eksotiske planter og klimdata,” siger Karin Hvidtfeldt.

Der var efter prisuddelingen vinsmagning, hvor de fremmødte gæster kunne smage fem af de vine, der produceres på Hideaway.

Udgivet

24. november 2024