Tilbage til oversigten

H+ – Landsdækkende – og alligevel meget lokal

H+ i Nakskov er nomineret til Lolland-Falsters Erhvervspris 2025. De er en del af et af Danmarks største arkitektfirmaer, H+. Men de formår alligevel at drive en lokalafdeling, der brænder for at gøre en forskel på Lolland-Falster og prioriterer de lokale samarbejdspartnere.

I 2019 stod de to Nakskov-drenge Sammy Kiraz og Mathias Mlynek i København med gode jobs, fuld fart på familielivet – og et stort ønske om at vende tilbage til rødderne i Nakskov.

Fra venstre: Mathias Mlynek og Sammy Kiraz. Foto: Kim Nielsen KonceptLab

De to arkitekter startede en lokalafdeling af H+ i hjembyen, og lige siden er det kun gået fremad. På kun seks år er Nakskov-afdelingen vokset fra 2 til 12 medarbejdere, og de har ingen planer om at stoppe der, fortæller Mathias Mlynek, afdelingsleder i H+ Nakskov.

Mange strenge at spille på

Man kunne godt tænke, at det at være en lokalafdeling af en landsdækkende kæde ville flytte fokus fra det lokale til det nationale, men sådan er det slet ikke i H+ Nakskov – tværtimod.

“Alle, der sidder på kontoret her, er født og opvokset på Lolland-Falster og har bopæl på Lolland-Falster. Det gør, at man har en særlig tilknytning til området og gerne vil være med til at skabe nogle gode rammer for vores familier og kommende generationer,” siger udviklingsdirektør Sammy Kiraz.

H+ er vokset fra 2 til 12 medarbejdere på få år. Foto: Kim Nielsen, KonceptLab

Der er ifølge de to nakskovitter en stor styrke i at være en del af noget større. Som en del af et af en stor arkitektvirksomhed kan de nemlig byde ind på nogle opgaver, som andre lokale aktører ikke har mulighed for at løfte, fx at bygge fabrikker eller arbejde med fredede bygninger.

“Så vi har mange strenge at spille på. Det er ikke sikkert, vi ved noget om en opgave på lokalkontoret, men så har vi nogle kolleger, der har den nødvendige erfaring, så vi alligevel kan løfte opgaven lokalt,” tilføjer Mathias Mlynek.

Spændende lokale projekter

Kigger man rundt i lokalmiljøet, er H+ Nakskovs indflydelse til at få øje på. I Nakskov står H+ bag fornyelsen af Tømmergrunden, der udover H+ også omfatter JYSK, en ejendomsmægler, en ny padelhal og Sport24, ligesom de har hjulpet privatskolen med en omfattende renovering.

“Og så er der Sydkaj, som er et af de projekter, vi er meget stolte af. Det har en ret stor betydning for byen, at der er to stærke investorer, som gerne vil etablere noget boligbyggeri af den kaliber ved havnefronten. Det har vi ikke set i Nakskov i mange år,” siger Sammy Kiraz.

Udenfor Nakskov er H+ blandt meget andet i gang med at lave fondsansøgninger til at gøre Langø til et rekreativt område med restaurant, sauna og mere liv, både til turister og lokale. Og i Nykøbing er H+ blevet en del af Sundskolen-projektet efter konkursen og er derfor nu – i samarbejde med andre aktører – i gang med at løse den gordiske knude, som byggeriet var blevet.

“Men det er ret vigtigt for os, at vi ikke kun skal lave store projekter, indskyder Mathias Mlynek og uddyber: – Vi skal også være tilgængelige for almindelige mennesker, der drømmer om at få sig et nyt fedt hus. Vores dør er også åben, hvis der er nogen der kommer forbi med et spørgsmål.”

Skal være et skridt foran

Hos H+ smelter innovation og bæredygtighed sammen – simpelthen fordi bæredygtighed er innovation, når det kommer til byggebranchen.

“Når man er en af de største arkitekter, der er i DK, er man nødt til at være helt fremme. Det er nødvendigt for os at være frontløber på bæredygtighed, og her er vi ret innovative,” forklarer Mathias Mlynek.

Det ses blandt andet i det igangværende projekt med at lave en nedlagt maskinfabrik i Nakskov om til en Harald Nyborg – med stor respekt for den historie, identitet og værdi, der er i byggeriet. Troels Holm, der er bæredygtighedsleder i H+, viser stolt rundt i bygningen:

Troels Holm i midten viser rundet i den nyrenoverede bygning til Harald Nyborg. Foto: Kim Nielsen, KonceptLab

“Vi beskytter, bevarer og finder nye løsninger i vores eksisterende masse. Udover at give en storslået værdi at kunne besøge en Harald Nyborg, der ikke ligner de andre, har du et link til en tidligere historie og de tidligere funktioner, der har ligget her i maskinfabrikken. Det er en del af det ansvar, vi tager på os: At se tingene fra et andet perspektiv og udfordre rammerne for opgaven.”

Tilbage på kontoret på Tømmergrunden er optimismen til at føle på hos Sammy Kiraz og Mathias Mlynek:

“I starten, da vi åbnede kontoret, kiggede folk på os og grinede, men nu kigger de på os og tænker: Hvad skete der lige der? Vi synes, det er superfedt at sidde her og vise, at vi laver nogle spændende og inspirerende opgaver i de fantastiske omgivelser, som Lolland-Falster tilbyder.”

Se videopræsentation af H+

Udgivet

6. oktober 2025