Industripark ved Rødbyhavn
Tilbage til oversigten

International industripark ved Rødbyhavn

Lolland-Falster er klar med en 1.000 hektar stor industripark ved Rødbyhavn og melder sig på banen til Rød løber ordningen, hvor der i 2025 skal udpeges fem industriparker i Danmark.

Lolland-Falster er klar til at spille en central rolle i Danmarks erhvervsmæssige fremtid med etableringen af en 1.000 hektar stor industripark ved Rødbyhavn på Lolland. Områdets strategiske placering med direkte adgang til havn, motorvej, jernbane og store mængder grøn strøm gør det til en ideel kandidat som én af de fem industriparker, som forligskredsen bag Rød løber ordningen skal udpege i 2025 med henblik på at sikre dansk konkurrenceevne, vækst og arbejdspladser.

”Vi siger ja tak til en industripark på Lolland-Falster ved Rødbyhavn. Området lever op til alle kriterier, der bliver stillet for at være blandt de fem fremtidige industriparker i Danmark. Vi kan se potentialet i industriparken, og der er pladsen til det, hvilket der bliver brug for i fremtiden til den grønne omstilling,” siger Holger Schou Rasmussen, borgmester Lolland Kommune.

Med Femern Bælt-tunnelen som katalysator står området allerede nu på et solidt fundament. Når tunnelen er færdigbygget, vil de tre tørdokker, store produktionshaller og arbejdshavn give enestående rammer for videreudvikling. Folketinget besluttede i december 2023 en permanentgørelse af tunnelproduktionsområdet, og ejeren Sund & Bælt har igangsat en proces for at fastlægge en langsigtet plan for området, som vil kunne indgå i en større løsning med industriparken.

”Området ved Rødbyhavn rummer alle de elementer, der skal til for at blive en drivkraft for fremtidens erhvervsliv. Her er plads, stærk infrastruktur og eksisterende faciliteter, som virksomheder kan drage fordel af. Det er en unik mulighed for at tiltrække investeringer og skabe arbejdspladser – ikke bare lokalt, men for hele Danmark,” siger Holger Schou Rasmussen, borgmester Lolland Kommune.

Et visionsoplæg, udarbejdet af Lolland Kommune og Business Lolland-Falster anslår, at en fuldt udbygget industripark og udnyttelse af det nuværende tunnelproduktionsområde kan skabe op imod 10.000 arbejdspladser.

”Vi hilser den politiske aftale om industriparker velkommen, og bakker op om en placering af en industripark ved Rødbyhavn. En industripark af den størrelse vil være en gamechanger ikke kun for Lolland-Falster, men skabe grundlaget for et massivt erhvervsfyrtårn for hele Østdanmark,” siger Simon Hansen, borgmester Guldborgsund Kommune.

Stor interesse

Der opleves allerede stor erhvervsmæssig interesse for tunnelproduktionsområdet og den planlagte industripark.

”Vi oplever markant interesse fra både danske, europæiske og amerikanske virksomheder, der ser potentialet i en industripark ved Rødbyhavn. Kombinationen af områdets størrelse, eksisterende produktionsinfrastruktur og logistiske forbindelser gør det til et oplagt valg for virksomheder inden for produktion og grøn teknologi,” siger Mikkel Wesselhoff, administrerende direktør i Business Lolland-Falster.

Se video, der beskriver industriparken

Udgivet

17. december 2024