Gårdbutik med en masse varer
Tilbage til oversigten

Kæmpe potentiale for lokale butikker

En helt ny håndbog for butiksejere, “Vinderbutikker”, leverer en mangfoldighed af eksempler på, hvordan man skaber succes i sin virksomhed. Bogen afspejler på mange måder den indsats, Business Lolland-Falsters de seneste år har udøvet på detailområdet, og forretningschef for Handel & Oplevelser hos Business Lolland-Falster, Thomas Rasmussen, har da også været en del af følgegruppen bag bogen.

“Vi har et kæmpe potentiale i forhold til landsdelens detailhandel. Der er mange forretninger, der har flyttet sig markant de seneste år, men der er endnu flere, som gemmer på uforløste potentialer”. Sådan siger Thomas Rasmussen til Lolland-Falsters Folketidende, der har besøgt butikken By Emma, der er en af de 100 lokale detailvirksomheder, som har deltaget i Business Lolland-Falsters forløb om digitale muligheder.

Ny viden i spil

Da Corona lukkede landet ned i foråret 2020 fik indehaver Emma Horskjær Pedersen brug for alt det, hun havde lært i forløbet. Hun fortæller til avisen, at hun har brudt igennem mange personlige grænser.

“En ting er at lægge nogle billeder eller en video op på Facebook, som du kan slette igen, hvis du får sagt noget dumt eller ser åndssvag ud, men ved at gå på live er det uden filter. Du er bare, som du er, så det er meget grænseoverskridende”, siger hun til avisen.

Salget fordoblet

Men man vænner sig til det, fortæller butiksindehaveren, og i dag ville hun ikke være det foruden. Det har da også skabt resultater: omsætningen er fordoblet, og butikken er flyttet til større lokaler. Online-aktiviteterne er droslet en smule ned, efter kunderne igen kan handle i den fysiske butik, men der bliver stadig sendt live online, fortæller indehaveren til Folketidende.

Den 28. april inviterer Business Lolland-Falster til oplæg med forfatteren bag bogen “Vinderbutikker” i Nykøbing F.

Du kan tilmelde dig her

Udgivet

11. april 2022