Tilbage til oversigten

Kandidater til Lolland-Falsters Erhvervspris 2025 efterlyses

Arbejdet med at finde kandidater til erhvervsprisen går i gang nu og dommerkomiteen efterlyser kandidater til årets erhvervspris på Lolland-Falster.

Hvem skal tildeles Lolland-Falsters Erhvervspris 2025, når prisen til efteråret uddeles for 42. gang?

Arbejdet med at finde kandidater til erhvervsprisen går i gang nu og dommerkomiteen efterlyser kandidater til årets erhvervspris på Lolland-Falster.

”Lolland-Falster har et rigt og varieret erhvervsliv, der er præget af vækst. Det er lige fra de små enkeltmandsvirksomheder til de helt store produktionsvirksomheder med hundredvis af ansatte. De er alle sammen vigtige, og vi ser frem til at modtage mange nomineringer til dette års erhvervspris,” siger Mikkel Wesselhoff, adm. direktør for Business Lolland-Falster og formand for dommerkomiteen.

Lolland-Falsters Erhvervspris

Det er Business Lolland-Falster, der i samarbejde med Nordea, Revisionsselskabet Aage Maagensen og Folketidende Gruppen uddeler erhvervsprisen. Den prestigefyldte erhvervspris gives til en virksomhed, der gør en forskel for Lolland-Falster.

Virksomheden skal være i vækst og præstere solide økonomiske resultater. Samtidigt skal virksomheden skabe bæredygtig udvikling med fokus på innovation, investering i klimavenlige teknologier og løsninger, levere bæredygtige produkter og serviceydelser.

”Det er vigtigt, at vi får mange kandidater at vælge imellem, og opfordrer alle til at nominere en virksomhed, som de mener gør en forskel. Det har stor værdi at blive nomineret til Lolland-Falsters erhvervspris for den enkelte virksomhed, dens medarbejdere og det lokalområde, den er beliggende i,” siger Mikkel Wesselhoff.

Nordea stiftede prisen tilbage i 1983 og er siden styrket og udviklet i samarbejde med prisens nuværende partnere.

”Vi oplever, at virksomhederne på Lolland-Falster generelt er robuste og præsterer gode regnskabsmæssige resultater på trods af de globale udfordringer,” siger områdedirektør i Nordea Ingolf Stenstrup Larsen.

Erhvervslivet skal hyldes og det sker den 23. oktober ved prisuddelingen på Nykøbing F. teater med mere end 200 gæster.

”Der er, igen i år, al mulig grund til at fejre erhvervslivet på Lolland-Falster, fordi virksomhederne gør det godt. Jeg håber vi får mange indstillinger, fordi jeg føler, at der er mange virksomheder, som fortjener at blive anerkendt,” siger Ingolf Stenstrup Larsen.

Det er muligt for alle at nominere en virksomhed, og det sker via hjemmesiden www.lferhvervspris.dk .

Lolland-Falsters Erhvervspris 2024 gik til Melitek. Tidligere vindere kan ses på hjemmesiden.

Udgivet

12. maj 2025