Erhvervsprisvinder 2022
Tilbage til oversigten

Kandidater til Lolland-Falsters Erhvervspris skal findes

Hvilken virksomhed på Lolland-Falster gør en forskel og fortjener Lolland-Falsters Erhvervspris 2023? Dommerkomiteen efterlyser kandidater og du kan nu nominere din kandidat til erhvervsprisen.

Lolland-Falsters Erhvervspris uddeles til efteråret for 40. gang. Derfor efterlyser dommerkomiteen bag den prestigefyldte erhvervspris kandidater til årets erhvervspris på Lolland-Falster.

”Der er god gang i erhvervslivet på Lolland-Falster. På trods af et strategisk bagtæppe med store nationale såvel som internationale udfordringer, har vi et erhvervsliv med mange virksomheder, der gør det godt. Det skal markeres, og vi efterlyser derfor kandidater til Lolland-Falsters Erhvervspris 2023,” siger Mikkel Wesselhoff, direktør for Business Lolland-Falster og formand for dommerkomiteen.

Det er Business Lolland-Falster, der i samarbejde med Nordea, Revisionsselskabet Aage Maagensen og Folketidende Gruppen uddeler erhvervsprisen.

Den prestigefyldte erhvervspris gives til en virksomhed, der gør en forskel for Lolland-Falster.

Virksomheden skal være i vækst og præstere solide økonomiske resultater. Samtidigt skal virksomheden skabe bæredygtig udvikling med fokus på innovation, investering i klimavenlige teknologier og løsninger, levere bæredygtige produkter og serviceydelser.

”Det er det samlede erhvervsliv vi hylder med Lolland-Falsters Erhvervspris. Vi ser derfor frem til at modtage mange forslag til kandidater, og opfordrer alle til at nominere lige netop den virksomhed, som de synes gør det godt, og er med til at gøre en forskel. En nominering til årets erhvervspris har stor værdi for den enkelte virksomhed og øger stoltheden blandt medarbejderne,” siger Mikkel Wesselhoff.

Nordea har været med til at uddele Lolland-Falsters Erhvervspris i alle årene.

”Det er vores oplevelse, at på trods af en finansiel turbulent periode, så klarer langt de fleste lokale virksomheder sig rigtig godt, og ser generelt ind i rigtig fornuftige ordrebøger. En udvikling som blandt andet skyldes virksomhedernes evne til at omstille sig og udvise ansvarlig ledelse og rettidig omhu,” siger områdedirektør i Nordea Ingolf Stenstrup Larsen.

Erhvervslivet skal fejres og med god grund. Det sker 26. oktober ved en stor event på Nykøbing F. teater.

”Der er således igen i år atter grund til at fejre erhvervslivet på Lolland Falster og det er mit håb, at vi modtager rigtig mange indstillinger, for der er mange virksomheder, som fortjener at blive hyldet,” siger Ingolf Stenstrup Larsen.

Alle har mulighed for at nominere en virksomhed og det sker via hjemmesiden www.lferhvervspris.dk

Om erhvervsprisen:

Erhvervsprisen blev etableret af Andelsbanken A/S i 1983 og blev ved fusionen videreført af Unibank A/S i 1990, og herefter af Nordea Bank A/S i 2001. Fra 2008 blev prisen uddelt i et samarbejde med Lolland-Falsters Folketidende. I 2014 blev samarbejdet ændret, og Business Lolland-Falster indtrådte, og prisen ændrede navn til Nordea og Business Lolland-Falsters Erhvervspris.

I 2022 var det Frimann Biler, der modtog Lolland-Falsters Erhvervspris.

Udgivet

25. maj 2023