Udgivet
10. juni 2026
Virksomheden Tapperiet flytter fra Greve til Maribo som resultat af et tæt samarbejde med Business Lolland-Falster. Flytningen markerer et nyt strategisk kapitel for virksomheden, der fremover vil operere fra Lolland-Falster under navnet Packhub Denmark. Virksomheden, der arbejder med tapning, pakning og produktion for fødevarekunder, har 18-20 ansatte.

Bag beslutningen står ejer og adm. direktør Pia Kaldahl, som peger på både økonomi og udviklingsmuligheder som afgørende faktorer:
“Vi flytter på grund af økonomi. Vi har været presset, fordi Greve ligger så tæt på København, og markedslejen er bare steget og steget. Der skulle ske noget. Samtidig giver placeringen på Lolland-Falster og Maribo os langt bedre muligheder for at udvikle virksomheden og udnytte potentialet især i forhold til nye markeder tættere på Tyskland. Flytningen er sket i tæt samarbejde og dialog med Business Lolland-Falster, som har bistået med alt fra lokation til etablering, rekruttering og adgang til lokale netværk. ”
Adm. direktør i Business Lolland-Falster, Mikkel Wesselhoff, kalder etableringen et vigtigt skridt:
“Det et godt eksempel på, at vores strategiske arbejde med at tiltrække virksomheder til Lolland-Falster virker. Vi ser i stigende grad, at det er blevet markant dyrere og mere komplekst at drive produktionsvirksomhed i hovedstadsområdet både i forhold til husleje, plads og adgang til faciliteter. Her kan Lolland-Falster noget helt andet. Vi har attraktive grunde, eksisterende produktionsbygninger og gode rammer for at udvikle virksomhed over tid.
Samtidig arbejder vi målrettet i begge retninger både mod nord, hvor virksomheder søger bedre vilkår, og mod syd, hvor Femern-forbindelsen åbner nye markeder. Tapperiets flytning er et konkret bevis på, at den position er attraktiv.”

Borgmester i Lolland Kommune, Marie-Louise Brehm Nielsen, ser flytningen som en vigtig milepæl:
“Velkommen til Lolland Kommune. Det er en rigtig god dag for kommunen, når en virksomhed af den her størrelse vælger at flytte hertil og investere i fremtiden. Det er med til at skabe både arbejdspladser og liv, og det sender et klart signal om, at vi er et attraktivt sted at drive virksomhed.
Vi har en strategisk stærk placering med motorvejsforbindelse og den kommende Femern Bælt-tunnel til Tyskland, som åbner helt nye muligheder for handel og samarbejde. Samtidig har vi pladsen, viljen og samarbejdskulturen til at tage godt imod virksomheder og hjælpe dem med at vokse.”
Virksomheden, der arbejder med tapning, pakning og produktion for fødevarekunder, har i dag omkring 18-20 ansatte og råder over 15 produktionslinjer. Fem ansatte følger med, og virksomheden i gang med at opbygge et nyt lokalt team og forventer at skulle ansætte mindst 10 nye medarbejdere.

Virksomheden rykker ind i de tidligere produktionsbygninger, hvor K. Balling-Engelsen tidligere havde til huse – en markant industriejendom i området ved Kidnakken lidt udenfor Maribo, som nu bliver rammen om fødevareproduktion.
Der arbejdes aktuelt på at klargøre faciliteterne, og virksomheden forventer at kunne gå i gang med produktionen midt på sommeren, når de nødvendige installationer og godkendelser er på plads.
Medarbejdere flytter med
Flytningen indebærer også, at flere medarbejdere følger med til Lolland. To medarbejdere er allerede flyttet fra Greve og har bosat sig i Lolland Kommune, hvilket understreger, at flytningen ikke kun er en virksomhedsinvestering, men også et bidrag til lokal bosætning og udvikling.
Udgivet
10. juni 2026