Lennart Damsbo-Andersen
Tilbage til oversigten

Lennart tager en tur mere for Lolland-Falster

Lennart Damsbo-Andersen elsker Lolland-Falster og har stadig masser af lyst og engagement til at kæmpe Lolland-Falsters sag på Christiansborg og hos interesseorganisationerne.

Han sagde frivilligt farvel til livet som folketingsmedlem ved valget i efteråret 2022 og vendte efter 15 år som landspolitiker hjem til huset i Frejlev på Lolland. For at passe familie, have og børnebørn.

MEN – hjertet banker stadig hårdt for at skabe bedre rammer og vilkår for Lolland-Falster, og derfor vender Lennart Damsbo-Andersen nu tilbage til den politiske verden, hvor han er blevet tilknyttet som ekstern konsulent hos Business Lolland-Falster. Her skal han fremme en række erhvervspolitiske sager på Christiansborg og hos interesseorganisationerne.

”Lennart har en enorm erfaring, et endnu større netværk og en værdifuld viden, som vi kan bruge til at få indflydelse på landspolitikken,” siger Mikkel Wesselhoff, administrerende direktør for Business Lolland-Falster.

Dermed tager Lennart Damsbo-Andersen et skridt tilbage til den politiske verden han forlod i efteråret.

”Jeg glæder mig virkelig til opgaven. Jeg bruger meget tid på at hygge mig med børnebørnene og lave noget på huset derhjemme, men jeg kan godt gå og tænke over en sag, jeg læser eller hører om, at den kunne jeg da godt lige få gjort noget ved. Det glæder jeg mig til at kunne gøre nu og bruge mit netværk på Christiansborg til noget fornuftigt,” siger Lennart Damsbo-Andersen.

Han har efter et langt liv som socialdemokratisk landspolitiker et stort netværk blandt folketingsmedlemmer og i centraladministrationen.

Skabe bedre rammer

Business Lolland-Falsters direktør Mikkel Wesselhoff ser frem til at Lennart Damsbo kommer i gang med arbejdet.

”Gennem de seneste år har vi i Business Lolland-Falster arbejdet med de mest centrale dagsordner for erhvervsudviklingen på Lolland-Falster. Og med grøn omstilling, permanentgørelse af tunnelelementfabrikken, udvikling af Rute 9 og meget andet, er der med andre ord rigtigt mange spændende politiske forløb, der hver for sig rummer muligheder for erhvervsudviklingen på Lolland-Falster. Her glæder vi os til at Lennart via hans store netværk på Christiansborg skal være med til at forløse udviklingspotentialerne på Lolland-Falster”.

Folkemødet på Bornholm var første store indsats, hvor der blev netværket og åbnet døre på kryds og tværs, hvor bl.a. den lokale infrastruktur var agendaen.

””Rute 9 over Langelandsbæltet har i et stykke tid levet et stille liv, og det er en ting, vi skal håndholde igen og sikre at vi kommer i havn med, så vi får lavet en hurtigere forbindelse fra Lolland over Langeland til Fyn,” siger Lennart Damsbo-Andersen.

Drikker meget kaffe

Det er gennem de mange kaffemøder og samtaler, at relationer og netværk bygges op. En disciplin, som Lennart altid har prioriteret meget højt.

”Der skal bruges meget tid på at opbygge troværdighed og respekt, så når man kommer, når det virkelig brænder på, så bliver der lyttet til hvad man siger,” siger Lennart Damsbo-Andersen.

Henrik Høegh – mangeårigt Venstre folketingsmedlem og tidligere minister – er igen blevet kollega med Lennart. Henrik Høegh arbejder allerede for Business Lolland-Falster på konsulentbasis, og det er især problemstillinger i forhold til den grønne omstilling, han tager sig af.

”Vi har et stærkt hold med Henrik og Lennart, og det giver os en ekstra og vigtig dimension i vores arbejde for at skabe bedre rammer og vilkår for udviklingen af Lolland-Falster,” siger Mikkel Wesselhoff.

Blå bog – Lennart Damsbo

Tidligere medlem af Folketinget gennem 15 år – valgt første gang i 2007 for Socialdemokratiet i Guldborgsund.

Tidligere borgmester i Nysted kommune.

Lennart Damsbo-Andersen er opvokset i Halsted på Vestlolland, og blev i 1976 student fra Nakskov Gymnasium. Herefter kom han i lære som tømrer i Nykøbing Falster, hvilket blev afsluttet i 1980.

Udgivet

28. juni 2023