Husebåde i vandet
Tilbage til oversigten

Lokale kræfter var afgørende for nyt produktionseventyr

Etableringen af tyske STERN Hausboots store husbådsproduktion på Orehoved er også et resultat af et samarbejde mellem en række private erhvervsaktører.

“Vi har set et forbilledligt samarbejde omkring den her virksomhedsetablering, også mellem de private aktører, som den tyske virksomhed har været i kontakt med”, siger udviklingschef hos Business Lolland-Falster, Mads Stærk.

Vilje og sammenhængskraft

“Vi har set en ejendomsmægler, en advokat, en revisor og en bank, alle med en lokal forankring, som er gået i dialog med hinanden, og som har vist fælles vilje til at skabe et godt fundament for den tyske virksomhed. Som den lokale erhvervsorganisation kan vi i samarbejde med Invest In Denmark og Vækstfonden guide, rådgive og skabe nogle overordnede rammer for en virksomhedstiltrækning, men det er lige så vigtigt, at der er både evne og vilje hos det lokale erhvervsliv til at få missionen til at lykkedes”, siger Mads Stærk.

Jeanette Andresen har som indehaver af Andresen Erhverv stået for salget af den erhvervsejendom, hvor STERN Hausboot nu etablerer ny produktion. Hun har et årelangt kendskab til og engagement i erhvervslivet på Lolland-Falster samt er medlem af et talsmandskorps for landsdelen. Hun er meget tilfreds med samarbejdet med de lokale aktører.

Værdi til området

“Jeg synes, det har været klart fra starten, at alle omkring bordet har haft vilje til at gå den ekstra mil i forhold til den her sag. Som erhvervsmægler har jeg selvfølgelig en interesse i at sælge, men et salg skal skabe succes hele vejen rundt, og her så jeg en køber, som kan levere værdi til hele området. Derfor har sagen været lidt af en hjertesag for mig”, siger Jeanette Andresen.

“Ja, vi har trukket lidt ekstra i den her sag. Selvfølgelig har vi det, for det kræver noget ekstra, når der er tale om en international virksomhed”, fortæller advokat Kenneth Berg fra Bang/Brorsen & Fogtdal i Nykøbing F. “Forskellighed i sprog og jura mellem landene er åbenlyst et element, som kræver særlig årvågenhed omkring alle former for juridiske dokumenter i en sag som denne. Men det skaber da også en særlig god samarbejdsånd mellem alle os involverede rådgivere, at det handler om at give en udenlandsk virksomhed en god start på Lolland-Falster”, siger Kenneth Berg.

Vigtig lokal styrke

“Vi ser i stigende omfang, at investorer med store ambitioner kigger mod Lolland-Falster. Det er vigtigt for os alle, at de oplever at blive mødt med en professionel entusiasme, ikke bare fra vores virksomhed, men også fra andre rådgivere i landsdelen”, siger Thomas Henckel fra revisionsfirmaet Aage Maagensen. “Derfor ser jeg det også som en kæmpe styrke, at vi har et så stærkt og tillidsfuldt netværk, som formår at arbejde sammen om opgaven”, siger han.

Sydbanks afdeling på Lolland-Falster er det lokale pengeinstitut, som sammen med Vækstfonden sikrede det økonomiske fundament. Herfra lyder det fra erhvervskundechefen, at den lokale forankring omkring den tyske virksomhed har været et væsentligt element.
”Som bank arbejder vi hver dag for at bidrage til væksten her i området. Det er derfor yderst positivt at være en del af et motiveret team, som har samme fokus og energi,” siger erhvervskundechef, Stine Nørregren.


Udgivet

23. februar 2022