Tunnelportal ved Rødbyhavn
Tilbage til oversigten

Lolland-Falster bliver vinder når tunnel åbner

Virksomhederne på Lolland-Falster kan nåes af 23.500 pendlere, når Femern Bælt-tunnelen åbner i 2029. Det betyder øget adgang til højtuddannet arbejdskraft til virksomhederne i landsdelen.

Når Femern Bælt-tunnelen åbner i 2029, skabes der nye muligheder for vækst og integration af arbejdsmarkederne mellem Danmark og Tyskland. Det viser en ny analyse fra Fehmarnbelt Business Council, der kaster lys over potentialet for et fælles arbejdsmarked i den nye grænseregion.

Stort potentiale for arbejdskraft

Den nye Femern Bælt-region vil omfatte en samlet befolkning på cirka 1,9 millioner mennesker og en arbejdsstyrke på næsten 900.000 personer.

Analysen viser, at især byerne og området tættest på Femern Bælt-tunnelen – og det er Lolland-Falster -vil udgøre et fælles grænseoverskridende arbejdsmarked i fremtiden.

Grafik: Femern A/S

Lolland-Falster står som den store vinder i kampen om arbejdskraft, konkluderer den nye rapport, som COWI har lavet for Fehmarnbelt Business Council.

Femern Bælt-tunnelen betyder, at der er langt flere, der kan pendle til Lolland-Falster. Rapporten har set på tre byer, og hvor meget den enkelte by kan tiltrække, når rejsetiden bliver markant kortere efter tunnelåbningen. I sammenligning med Køge og tyske Lübeck, står Nykøbing Falster som den store vinder, med et potentiale på en øget arbejdsstyrke på op mod 28 procent.

Udvidet rekrutteringsområde

Nykøbing Falster vil opleve den største stigning i rekrutteringspotentiale blandt de analyserede byer i rapporten. Rapportens analyse viser at 23.500 pendlere kan nå Nykøbing F. indenfor en time, og det betyder, at virksomheder vil have et markant større arbejdskraftopland at rekruttere fra.

Ifølge analysens logik betyder dette også at virksomheder i Nakskov, Maribo, Sakskøbing og Nørre Alslev vil få et markant større opland at rekruttere arbejdskraft fra.

Det er især højtuddannede, der har en tendens til at pendle længere distancer, og det giver virksomheder på Lolland-Falster en mulighed for at tiltrække højtkvalificeret arbejdskraft fra et større geografisk område.

Overordnet set skaber Femern Bælt-tunnelen grundlag for et betydeligt større rekrutteringsgrundlag for virksomheder på Lolland-Falster.

Nye forretningsmuligheder

Med den forbedrede forbindelse til Tyskland åbnes der for nye forretningsmuligheder. Det handler om at lokale virksomheder lettere kan ekspandere til det tyske marked og ligeledes omvendt, at tyske virksomheder etablerer sig på Lolland-Falster.

Turismen på Lolland-Falster vil også opleve betydelig vækst, fordi de tyske turister hurtigere og nemmere kan komme frem til Lolland-Falster.

Fremtidsperspektiver

Med den rette indsats kan Femern Bælt-regionen blive et dynamisk grænseoverskridende arbejdsmarked, der skaber vækst og nye muligheder for både virksomheder og arbejdstagere på begge sider af bæltet.

Nye jobmuligheder: Der vil være flere jobåbninger i Danmark sammenlignet med Tyskland, hvilket kan tiltrække tysk arbejdskraft til Lolland-Falster.

Lønforskelle: De højere lønninger i Danmark kan motivere tyske arbejdere til at søge job på Lolland-Falster.

For at realisere potentialet er det nødvendigt at adressere barrierer som forskelle i lovgivning, skattesystemer og social sikring.

Udgivet

12. december 2024