Udgivet
10. juni 2026
De tomme industribygninger i Maribo, der tidligere husede K. Balling-Engelsen, summer igen af liv. Håndværkere er rykket ind og er i fuld gang med at gøre de knap 5.000 kvadratmeter klar til virksomheden Tapperiet.
Efter mange år i Greve flytter produktionsvirksomheden Tapperiet nu alle aktiviteter til Maribo. Bag beslutningen står ejer og direktør Pia Kaldahl, som peger på stigende omkostninger i hovedstadsområdet som den afgørende faktor.
“Vi flytter selvfølgelig på grund af økonomi. Vi har været presset, fordi Greve ligger så tæt på København, og markedslejen er bare steget og steget. Der skulle ske noget,” siger Pia Kaldahl.

Virksomheden, der arbejder med tapning, pakning og produktion for fødevarekunder, har i dag op mod 20 ansatte og råder over 15 produktionslinjer.
I Maribo rykker virksomheden ind i de tidligere produktionsbygninger fra K. Balling-Engelsen, der var et markant industriklenodie for både byen og Lolland-Falster. Her er man allerede i fuld gang med at ombygge og klargøre faciliteterne til moderne fødevareproduktion.

“Der er nogle gode, store haller, hvor man kan se, at der kan komme en rigtig god fabrik i fremtiden, men der er også rigtig meget, der skal laves,” siger Pia Kaldahl.
Hallerne har stået tomme og uvirksomme hen i en årrække, og det har sat sine spor hist og her.

Virksomheden forventer at kunne gå i gang med produktionen i løbet af sommeren, når de nødvendige godkendelser og installationer er på plads.
Ifølge Pia Kaldahl var udsigten til markant højere husleje i Greve ikke holdbar på sigt.
“Vi så ind i nogle høje stigninger både på kort sigt og fremadrettet. Her på Lolland-Falster kan jeg se, at jeg kan drive en god forretning i årene frem,” siger hun.
De nye produktionsbygninger i Maribo giver samtidig bedre produktionsforhold og mere plads til at udvikle virksomheden.
Virksomheder i hovedstadsområdet oplever oftere end tidligere, at omkostningerne til husleje stiger meget, at der ikke er plads til udvidelse, og at det kniber med arbejdskraft. Derfor ser virksomhedsejere som Pia Kaldahl andre steder hen.
Hun valgte at se sydpå mod Lolland-Falster, fordi hun kendte lidt til området i forvejen.
Inden beslutningen blev truffet, tog Pia Kaldahl kontakt til Business Lolland-Falster for at undersøge mulighederne i området.

“Jeg blev taget rigtig positivt imod. Det gav mig et godt indtryk af mulighederne på Lolland-Falster både i forhold til lokaler og medarbejdere,” siger hun.
”Nu går vi all-in og flytter så langt væk, at vi kan få nogle gode lokaler til en fornuftig pris. Vores kunder flytter med. Vi har ikke brug for at ligge tæt på København, men for at være tæt på en motorvej og have de rigtige produktionsfaciliteter. Det har vi fundet her, og jeg oplever miljøet som meget positivt,” siger Pia Kaldahl.
Samarbejdet med Business Lolland-Falster har blandt andet handlet om etablering, rekruttering og adgang til lokale netværk.
Flytningen handler ikke kun om omkostninger. Den geografiske placering på Lolland åbner også nye markedsmuligheder syd for grænsen.
“Jeg synes også, det er spændende, at vi er lidt tættere på Tyskland. Potentialet er meget stort,” siger Pia Kaldahl.

Virksomheden ser især et potentiale i små og mellemstore tyske kunder, som kan blive en væsentlig del af fremtidig vækst.
Flytningen får også konsekvenser for medarbejderne. Fem ansatte har indtil videre sagt ja til at følge med til Lolland, og to af dem er allerede flyttet til området.
“Den ene har allerede lejet et hus hernede og er flyttet med familien. Den anden vil bare gerne følge med virksomheden,” siger Pia Kaldahl.
Samtidig er virksomheden i gang med at opbygge et nyt lokalt team og forventer at skulle ansætte mindst 10 nye medarbejdere.
Flytningen markerer samtidig et strategisk skifte. Virksomheden skifter navn til Packhub Denmark som led i en mere international profil.
“Det er lidt som at starte forfra med de samme kunder, men med et nyt team og ny lokation,” siger Pia Kaldahl.
Udgivet
10. juni 2026