Konference: Lolland-Falster og de grønne milliarder | Business Lolland-Falster
Tilbage til oversigten

Konference: Lolland-Falster og de grønne milliarder

Fredag den 16. september mødes en række eksperter og politikere til en lukket konference om Lolland-Falsters store potentiale for at spille en hovedrolle i den grønne omstilling

Den aktuelle udvikling på Lolland-Falster viser, hvor hurtigt den næste fase af Danmarks grønne omstilling finder grobund, når vi åbner døren for den.

Siden beslutningen om at koble Lolland-Falster på det danske gasnet, er grønne investeringer strømmet ind over landsdelen. En dominoeffekt har ramt landsdelen med nye arbejdspladser og investeringer i milliardklassen inden for grøn teknologi. Få steder i Danmark rummer så store potentialer for sol- og vindenergi, grønne brændstoffer og biogas som Lolland-Falster. Og flere investeringer er på vej.

Eksperternes bud

Fredag den 16. september mødes en række særligt inviterede branche-eksperter, politikere samt klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (Soc. Dem.) for at ridse fremtidsperspektiverne op for den grønne udvikling på Lolland-Falster.

På konferencen vil der være en række case-oplæg og paneldebatter om rammevilkår og investeringer samt grønne forretningsområder som biosolutions, biogas og Power-to-X, der er kommet højt på dagsordenen på Lolland-Falster inden for det seneste år.

Minister taler om Lolland-Falsters potentialer

Der vil bl.a. være oplæg fra Biofuel Technology, Hveiti Ingredients og European Energy, tre virksomheder, der alle har valgt at etablere sig med nye grønne virksomheder på Lolland-Falster. Hvert oplæg vil blive fulgt op med en paneldebat med brancheeksperter og landsdelens borgmestre. Som afslutning på konferencen taler klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen om Lolland-Falsters store potentialer for at spille en hovedrolle i den grønne omstilling.

Udviklingen tager fart

“Vi oplever lige nu en markant acceleration af grønne investeringer på Lolland-Falster. Det er en god anledning til at samle den viden og de kræfter, der er med til at definere det grønne Danmark, til et kig ind i den nære fremtid”, siger Steffen Lund, investeringschef i Business Lolland-Falster, der er vært for konferencen.

Udgivet

13. september 2022