Folkemøde 2023
Tilbage til oversigten

Lolland-Falster på Folkemøde 2023 på Bornholm

Business Lolland-Falster og kommunikationsbureauet BRIGHT står bag nyskabelse på årets Folkemøde 2023 på Bornholm. Skonnerten Johanne bliver omdannet til Vandkantsscenen.

Business Lolland-Falster sætter alle sejl til på Folkemøde 2023 på Bornholm. Sådan i bogstavelig forstand.

”Vi sejler Skonnerten Johanne til Allinge, hvor den bliver en central del af Folkemødet. Hun lægger dæk til årets nyskabelse på Folkemødet – Vandkantsscenen – med et stærkt program, hvor erhvervsfolk og politikere med tilknytning til Lolland-Falster mødes til debatter og arrangementer om alt fra grøn omstilling til udvikling af yderområderne i Danmark,” siger adm. direktør Mikkel Wesselhoff, Business Lolland-Falster.

Folkemødet på Bornholm starter torsdag 15. juni og varer til og med lørdag 17. juni og det foregår i Allinge på den nordlige del af Bornholm.

Programmet på Vandkantsscenen er tilrettelagt i samarbejde med kommunikationsbureauet Bright, der har stærke relationer til landsdelen.

”Folkemødet er et velegnet forum for os til at skabe nye relationer, der kan styrke den positive udvikling som Lolland-Falster er i med to-cifrede milliardinvesteringer i nye virksomheder, energiinfrastruktur og Femern forbindelsen. Vi vil bruge Folkemødet til at fortælle alle de gode historier om den positive udvikling landsdelen er inde i,” siger Mikkel Wesselhoff.

Programmet for Vandkantsscenen skydes i gang torsdag formiddag, hvor Business Lolland-Falster lægger fra kaj med en åbningsdebat – Fælles om fremtidens Danmark. Her deltager Guldborgsunds borgmester Simon Hansen, formand for Business Lolland-Falster Kim Rahbek, og Jonas Herby fra den borgerlige tænketank Cepos og lektor Pia Heike Johansen fra Syddansk Universitet i en debat, hvor de vil diskutere, hvordan hele landet kan være en aktiv del af løsningen for at sikre samfundets sammenhængskraft.

Torsdagen sluttes af med en officiel åbning af Vandkantsscenen, hvor Business Lolland-Falster og samarbejdspartneren BRIGHT inviterer til hygge og netværk ombord på Skonnerten Johanne.

”Hvis du er fra Lolland-Falster og er med på Folkemødet vil jeg opfordre dig til at komme ombord og deltage i åbningsreceptionen og få en del af Lolland-Falster indenbords,” siger Mikkel Wesselhoff.

Hele programmet for Vandkantsscenen kan findes her ved at søge på H5 Vandkantsscenen.

Udgivet

9. juni 2023