vextum
Tilbage til oversigten

Ny lokal fond klar til at skyde penge i lokale virksomheder

Den nye lokalt baserede investeringsfond VEXTUM er klar til yderligere kapitalindskud og forbereder de første lokale investeringer på Lolland-Falster

VEXTUM er et nyetableret investeringsselskab med base på den tidligere sukkerfabrik i Sakskøbing og er nu klar til at sætte gang i arbejdet for at skabe vækst på Lolland-Falster.

Selskabet har gennemført den første kapitalrunde og åbner nu for at yderligere investorer kan skyde penge i selskabet og selskabet forventer at runde en samlet investeringskapital på 20 mio. kr. i år.

Nye investorer fra Lolland-Falster inviteres med i projektet og kan frem til 14. juni i år komme med i investeringsselskabet på attraktive vilkår.

“Vi oplever stor opbakning og alle bestyrelsesmedlemmer har skudt penge ind i selskabet. Det vidner om 100 procent dedikation og tillid til den proces, vi har sat i gang”, siger VEXTUMs bestyrelsesformand, Bo Wilchen-Pedersen.

Investeringsselskabet holdt generalforsamling i april, hvor der blev valgt en kompetent bestyrelse bestående af erfarne lokale erhvervsfolk. Udover bestyrelsesformanden tæller bestyrelsen følgende: Jan Sørensen, MSE, Kristoffer Boye, landmand, Lars Sørensen, ENELCO, Lars Stuckert fra Advodan, Ole Christiansen fra Granby Pack og Søren Rask fra Rask EL.

Ved generalforsamlingen blev selskabskapitalen opgjort til 6 mio. kr. Frem til 14. juni 2024 inviteres nye investorer med i partnerselskabet med et indskud på 750.000 kr. til kurs 100.

Samtidig arbejdes der på at forberede de første lokale investeringsprojekter.

“Vi forventer at gennemføre den første investering efter sommeren, så det er nu at lokale virksomheder skal kontakte os, hvis de vil i betragtning”, siger investeringsselskabets adm. direktør, Steffen Lund.

Som udgangspunkt fokuserer VEXTUM særligt på lokale investeringer indenfor generationsskifter og turn arounds, porteføljeinvesteringer – f.eks. inden for grøn energi og ejendomme; samt tiltrækning af nye virksomheder.

VEXTUM er stiftet med det formål at skabe en ”fond af familier” som investerer i lokale virksomheder og projekter, som giver et fornuftigt afkast; og med en ambition om at skabe synergi mellem investorer og virksomheder på Lolland-Falster.

”Det er vores ambition at samle lokale investorer og sammen gennem investeringer i Lolland-Falsters erhvervsliv skabe yderligere vækst i landsdelen,” siger Steffen Lund.

Det er Kyst&By, der i 2023 år tog initiativ til at etablere VEXTUM. I dag er investeringsselskabet på private hænder med en professionel bestyrelse i ryggen.

Kontakt VEXTUM:

Steffen Lund, adm. direktør, steffen@vextum.com 5310 0464

Bo Wilchen-Pedersen, bestyrelsesformand, bo@vextum.com 4099 4662

Udgivet

1. maj 2024