Sukker roe top i marken
Tilbage til oversigten

Nyt dansk biologisk erhvervseventyr på Lolland-Falster

Alt hvad der gror i jorden, i havet og vokser i naturen rummer kæmpe uudnyttede potentialer. Det er kernen i testanlægget Baltic Plant Solution. Biosolutions kan blive lige så stort for Danmark, som vindmølleeventyret har været det.

Der skal bygges et teknologisk anlæg, som meget firkantet sagt kan skille en plante eller anden biologisk organisme ad, så man kan bruge dens byggeklodser af proteiner, enzymer, vitaminer, fibre osv. i forskellige produkter inden for fødevarer, emballage eller helt andre endnu uudforskede muligheder.

Anlæg dækker et stort behov

Teknologien findes allerede, men der mangler et anlæg, hvor danske og udenlandske virksomheder kan teste processerne og produktionen i fuld skala, inden de kommer i reel produktion. Derfor tager en række aktører nu første skridt til at etablere et stort testanlæg på Falster, Baltic Plant Solution.

“Anlægget på Lolland-Falster bliver et sted, hvor erhvervseventyr fødes. For det gør det muligt for den enkelte virksomhed at bevise værdien af nye banebrydende produkter over for kunder og investorer. Anlægget gør det muligt at afprøve produktioner i fuld skala og i så store mængder, at det bliver muligt at gå på markedet og således få bevist produktets værdi hos forbrugerne”, siger Steffen Lund, der er investeringschef hos Business Lolland-Falster.

Nyt vindmølleeventyr

“De fleste har en god fornemmelse af den enorme udvikling, der er sket på energiområdet fra de gamle vandmøller til dagens vindmøller. Den måde, vi bruger de biologiske ressourcer på i dag, er på samme udviklingsniveau som den gamle vandmølle. Vi har en klimakrise, vi skal løse, og vi har et vanvittigt overforbrug af ressourcer i verden, og derfor skal bruge vores biologiske ressourcer helt ud til sidste plantefiber til gavn for både klima, miljø og biodiversitet. Det kan anlægget hjælpe med, siger Simon Hansen, borgmester i Guldborgsund Kommune.

Affyringsrampe for europæiske virksomheder

Ifølge investeringschef i Business Lolland-Falster, Steffen Lund, er der et kæmpe behov for et anlæg som Baltic Plant Solution. Ikke bare i Danmark, men i hele Nordeuropa.

”I dag skal man helt til Belgien for at finde et anlæg, der kan levere den samme service. Biosolutions er et område i eksplosiv vækst, og alene inden for den gren af bioraffinering, der handler om enzymer og mikroorganismer, forventer man en samlet global markedsværdi på knap 3.700 milliarder kroner i 2026. Anlægget på Lolland-Falster kan derfor blive et sted, hvor nye, internationale erhvervseventyr begynder,” siger Steffen Lund.

Plan for etableringen

Første skridt i etableringen af anlægget er sat i gang med udarbejdelsen af et såkaldt Feasibility Study, som leveres af den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras. Det skal sikre, at alt omkring etableringen af anlægget, der forventes at koste 200 millioner kroner, gribes rigtigt an.

Partnerne bag Baltic Plant Solution er foreløbig Nordic Sugar, Crispy Food og Dansk Biokemi, samt Business Lolland-Falster og Bioøkonomisk Vækstcenter Guldborgsund – en del af Guldborgsund Kommune.

Anlægget Baltic Plant Solution er en del af en enorm satsning i Region Sjælland, det såkaldte Biosolutions Zealand. Midlerne til den indledede undersøgelsesfase af Baltic Plant Solution kommer fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og EU’s REACT-program.

Foto: Guldborgsund Kommune

Udgivet

20. juni 2022