Mastertalk Business Lolland-Falster
Tilbage til oversigten

Klar til en opgraderet Mastertalk-sæson

Mastertalk programmet for 2025 er klar med opgraderet program. Seks anerkendte erhvervspersonligheder vil dele deres viden og erfaringer i løbet af året, og samtidig præsenteres et nyt og dynamisk format.

Business Lolland-Falster er klar med et markant opgraderet program for 2025-sæsonen af Mastertalks. Seks anerkendte erhvervspersonligheder vil dele deres viden og erfaringer i løbet af året, og samtidig præsenteres et nyt og dynamisk format.

”Vi har gentænkt Mastertalk-konceptet, så det ikke kun handler om inspiration fra scenen, men også om at skabe et aktivt netværk mellem deltagerne. Med fokus på ledelse, lederskab og forretningsudvikling tilføjer vi en dimension, der giver vores medlemmer endnu større værdi, ” siger Mikkel Wesselhoff, administrerende direktør for Business Lolland-Falster.

”Det handler om at bygge bro mellem viden og handling, så deltagerne går herfra med konkrete redskaber og relationer, der styrker deres virksomheder og regionen som helhed.”

Nyt format og morgenmøder

For at skabe et mere fokuseret og engagerende arrangement vil Mastertalks fremover finde sted om morgenen og inkludere bordplaner, der understøtter netværk og dialog blandt deltagerne. Den erfarne facilitator Kennet Mayland fra KENMAY er hentet ind til at styre det nye format.

”Jeg har gennem de seneste 10 år planlagt og faciliteret denne form for netværksarrangementer. Viden sætter sig bedre fast, når vi sammen med de øvrige deltagere får tid til at reflektere over det, vi har hørt. Det giver bedre og tættere relationer i netværket,” siger Kennet Mayland.

Mastertalk med Julie Lindegaard
Mastertalk med Julie Lindegaard – Business Lolland-Falster

Mastertalk-sæsonen skydes i gang den 29. januar, hvor Coops nyudnævnte bestyrelsesformand, Pernille Skipper, gæster Scandinavian Impact i Sakskøbing for at give et indblik i den strategiske transformation, Coop står overfor.

Efterfølgende byder sæsonen på en række erhvervsprofiler, der med forskellige perspektiver belyser ledelse og forretningsudvikling.

”Jeg glæder mig til at facilitere en sæson, der ikke kun giver deltagerne indsigt, men også skaber de rigtige rammer for refleksion og dialog. Viden bliver mest effektiv, når den deles og drøftes i et dynamisk forum, og det nye format lægger op til netop det,” siger Kennet Mayland.

En platform for regionens vækst

”Vi ser Mastertalks som et godt produkt og stærkt tilbud til vores lokale erhvervsliv. Det er her, visionære ledere mødes for at hente inspiration, udveksle erfaringer og bygge de relationer, der er afgørende for at drive væksten fremad. Vi tror på, at et stærkt netværk og kontinuerlig vidensdeling er en af nøglerne til succes,” siger Mikkel Wesselhoff.

Serien af Mastertalks præsenteres i samarbejde med Revisionsfirmaet Aage Maagensen.

Sæsonens program omfatter:

  • 29. januar – Pernille Skipper, Bestyrelsesformand, Coop amba
  • 19. marts – Tim Frank Andersen, Digital Strateg og rådgiver
  • 14. maj – Niels Overgaard, Forfatter og ledercoach
  • 27. august – Louise Dinesen, Arbejdspsykolog og forfatter
  • 8. oktober – Mathilde Mackowski, Medstifter, Sinful
  • 3. december – Kim Kristensen, Tidligere chef for Den Kongelige Livgarde

For yderligere information og tilmelding, besøg: businesslf.dk/events

Udgivet

19. januar 2025