Udgivet
23. maj 2025
Karsten Juul, direktør for Lalandia i Rødbyhavn, fremhævede især formandens fokus på det nære:
“Jeg synes, det er en god idé og et rigtig godt tema. Den beretning, han havde i år, var ekstra god. Der var flere budskaber og mere kant på,” sagde han og fortsatte:
“Jeg oplever virkelig, at det syder og bobler hernede. Når jeg taler med erhvervsfolk fra resten af Danmark, spørger de: Hvad er det, der sker på Lolland-Falster? Så interessen er stor.”
Han pegede særligt på turismen som et område med stort uforløst potentiale – og et tysk marked i vækst.
Jacob Goldbeck, direktør i elinstallationsvirksomheden Rask El, roste også retningen og fællesskabsbudskabet i både formands- og direktørberetningen:
“Hvis ikke vi står sammen, så er der jo ikke andre, der gør det for os. Når der kommer nye forslag og initiativer, skal vi som virksomheder være klar til at bakke op – og tale for tingene i stedet for imod,” sagde han og pegede på behovet for, at de positive stemmer i erhvervslivet bliver tydeligere.
Særligt ideen om at fokusere på det, man faktisk kan handle på lokalt, gav genklang – f.eks bosætning:
“Jeg tror, der er mange, der gerne vil bo på Lolland-Falster, men vi mangler attraktive boliger. Får vi det, skal folk nok komme,” sagde Jacob Goldbeck.
Hos entreprenørvirksomheden MSE nikker direktør Jan Sørensen også genkendende til behovet for fællesskab og handling:
“Jeg er meget enig. Vi skal være flere, der arbejder for Lolland-Falster og hjælper virksomheder i gang. Der er for mange, der melder pas i stedet for at bakke op,” sagde han.
Han fremhævede også udfordringen med arbejdskraft og bekræftede direktørens pointe om, at det ofte er nemmere at tiltrække medarbejdere fra udlandet end fra hovedstadsområdet:
“Vi har ikke fået nogen fra København, men vi har fået mange fra udlandet,” siger Jan Sørensen.
Udgivet
23. maj 2025